Pres på Solbakken op til CL-kamp

FCKs Cheftræner Ståle Solbakken er under pres med en sløj start på Superligaen. Han er tog ganske tilfreds med sit hold. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

FCK har skiftet meget ud i truppen i sommerpausen, men en toppræstation skal findes frem mod Leverkusen.

Bayer Leverkusen står i vejen for FC Københavns drøm om at spille Champions League-gruppespil i denne sæson, men FCK’s resultater har været yderst sløje op til tirsdagens kvalifikationskamp i Telia Parken, så tyskerne har favoritværdigheden.

Nederlag til Hobro og FC Midtjylland på hjemmebane i Superligaen er det blevet til for FCK, som i sommerpausen har skiftet gevaldigt ud i spillertruppen

Ifølge Frank Arnesen, der tidligere var sportsdirektør i Hamburger SV, er netop den store udskiftning i spillertruppen en af årsagerne til, at FCK kun har fem point efter fem kampe i Superligaen.

FCK-træner Ståle Solbakken skal dog have tid til at forme sit nye hold, mener Arnesen.

– Ståle er en dygtig mand, og han har før vist, hvad han kan i klubben. Nu skal han lige have lidt tid. Jeg ved godt, at han kom tilbage til klubben i sidste sæson, men dengang kunne han ikke gøre noget med holdet.

– Nu har han sat sit eget hold, og det skal man lige give en chance. Hvis man køber fem eller seks spillere, som skal være med i startopstillingen, hvilket tilfældet er i FCK, så skal de have tid til at falde til.

– To eller tre nye spillere til startopstillingen er ikke så meget, men med fem eller seks nye folk, så tager det i hvert fald seks måneder, før holdet er sammenspillet, siger Arnesen.

Solbakken er overordnet set godt tilfreds med sæsonen hidtil, hvor et europæisk gruppespil er blevet sikret, men hvor det altså halter gevaldigt i Superligaen.

– Vi har ikke bare spillet med mange nye spillere, men også med spillere, som ikke har spillet fodbold i meget lang tid. For eksempel spillede Mathias “Zanka” Jørgensen stort set ikke i to år i PSV Eindhoven.

– Jeg er lykkedes med næsten alt i løbet af sommeren. Det gik godt i denne sommer, og hvis du havde sagt, at vi kun havde fem point i Superligaen efter fem kampe, men var sikre på et europæisk gruppespil, så havde jeg taget den.

– Vi har foretaget os nogle ting, som ender med at blive godt. Det tror jeg fortsat på, siger nordmanden.

Solbakken er ikke som tidligere kun træner i FCK, men nu også manager. Han har dermed ansvaret alene for spillertruppen.

Den rolle sætter ikke Solbakken under et større pres, mener Arnesen, der kender rollen særdeles godt fra sin tid i England som sportsdirektør i Tottenham og Chelsea.

– Pres er pres. Om du er træner, sportsdirektør eller begge dele som en slags manager betyder ikke så meget.

– Alex Ferguson (tidligere Manchester United-manager, red.) var aldrig på træningsbanen mandag, tirsdag og onsdag. Der var han manager. Først torsdag, måske fredag, gik han på træningsbanen for at kigge på. Han trænede aldrig sine spillere selv.

– Det havde han andre trænere til. Han kiggede bare på og udtog så holdet. Det samme kan siges om FCK og Ståle nu. Manager eller træner. Det er det samme for ham, hvad pres angår, siger Arnesen.

Den samlede vinder af FCK-Leverkusen-dysten går videre til gruppespillet i Champions League. Taberen må nøjes med Europa Leagues gruppespil.

Tirsdagens kamp begynder klokken 20.45. Returkampen spilles på onsdag i næste uge.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS