Premier League-spiller tiltalt for sex med mindreårig
Den 27-årige Sunderland-spiller Adam Johnson blev i marts måned anholdt for at have haft sex med en mindreårig. Nu har anklagemyndigheden rejst tiltale mod den engelske landsholdsspiller.
Johnson blev suspenderet fra sin klub Sunderland, da sagen ramte offentligheden i starten af marts. Klubben tog Johnson til nåde efterfølgende, men noget tyder på, at Sunderland må revurdere den beslutning.
Fodboldspilleren skal nemlig for retten den 20. maj, efter at anklagemyndigheden nu officielt har rejst tiltale. Johnson anklages for at have haft sex med en mindreårig pige.
»I kølvandet på en efterforskning fra Durham Police har jeg i dag givet politiet lov til at sigte Adam Johnson for fire forhold. De skulle være begået på en pige, der var 15 år på tidspunktet,« oplyser chefanklager Gerry Wareham, der mener, at der er god basis for at få Johnson dømt, ifølge Daily Mail.
Sigtet for “grooming”
Johnson, der selv netop er blevet far til en pige, er blevet sigtet for ‘grooming’, som er, når en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn med henblik på et overgreb. Derudover er Johnson sigtet for tre forhold, hvor han beskyldes for at have sex med den 15-årige pige. Parragraferne dækker analt, vaginalt eller oralt samleje, og det er altså det, Johnson er under beskyldning for at have gjort.
Strafferammen for de forhold, Johnson er tiltalt for, løber helt op til 14 år. Sunderland-spilleren har været i aktion tre gange for Sunderland siden anholdelsen i marts, men det er uvist, hvorvidt Sunderland vælger at suspendere ham efter sigtelsen.
En dom forventes nedfældet 20. maj.