Præsten viste porno til Simons begravelse
Det kan lyde sjovt, men det er det ikke. Der ligger en tragisk hændelse bag. En far og hans søn blev dræbt i en trafikulykke nytårsaften. Ved deres begravelse kom krematoriet til at vise hardcore porno
Flere hundrede mennesker var samlet for at tage afsked med Simon Lewis, der døde i en trafikulykke nytårsaften. Med i bilen var også hans gravide hustru og parrets tre-årige datter. Tre dage senere blev babyen født ved akut kejsersnit – han døde samme dag på hospitalet.
Under begravelses-ceremonien i Cardiff blev en pornografisk video ved et uheld vist på en skærm.
Ifølge Wales Online har sørgende beskrevet deres chok, da en skærm – i stedet for at vise en hyldest-video – viste hard core porno ved en fejl. Cardiff byråd, som leder krematoriet, har indledt en undersøgelse.
– Det var aldeles modbydeligt, præsten vendte sig for at afspille videoen med Simon, men i stedet blev en hard core porno-film vist på den store skærm, siger en af de tilstedeværende, som ønsker at være anonym.
Nåede at se fire minutter
– Alle var i chok, Simons svigerfar var rasende, han råbte af personalet og bad dem slukke det.
– Det tog dem næsten fire minutter at få slukket for videoen, folk kunne ikke tro deres egne øjne, siger vidnet.
– Til præstens forsvar klarede han det rigtig godt. Han undskyldte på vegne af Cardiff Byråd og sagde, at i hans 30 år i jobbet, havde han aldrig set sådan noget snavs.
En talsmand for Cardiff Byråd fortæller ifølge mediet:
– Rådet har sendt en skriftlig undskyldning til familien og er igang med en haste-undersøgelse. Der var fire skærme, som bliver brugt til at vise visuelle hyldester som en del af begravelses-ceremonien.
– Skærmen, der viste det upassende indhold, var nyligt installeret. Den skulle erstatte en skærm, der var gået i stykker. Vi prøver at finde ud af, om den nye skærm – som er et smart-tv – kan have fanget et signal ved et uheld gennem Bluetooth eller WiFi.
De tre andre skærme viste den planlagt video.