Præsident kalder til krisemøde efter massakre

Francois Hollande på vej til den franske satire-avis Charlie Hebdo, efter mindst 10 er dræbt af skud. Foto: Patrick Kovarik/SCANPIX
Offentliggjort Sidst opdateret

Den franske regering vil holde krisemøde efter blodbadet på ugebladet Charlie Hebdo, hvor 11 personer er dræbt

Den franske præsident, François Hollande, er på vej til Paris-redaktionen for det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo, hvor mindst 11 personer onsdag er blevet dræbt, meddeler det franske præsidentkontor.

Herefter vil Hollande ifølge en kilde i præsidentkontoret holde et krisemøde med sin regering.

Angrebet, der fandt sted onsdag formiddag, har kostet mindst 11 mennesker livet, og 10 mennesker meldes såret. De fem af dem alvorligt. Det bekræfter fransk politi.

Angiveligt skal to mænd med sorte hætter over hovedet have affyret adskillige skud på ugebladets redaktion.

Satiremagasinet Charlie Hebdo har blandt andet udgivet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskriver profeten Muhammeds liv.

Det var Muhammed-krisen i Danmark, der inspirerede til særnummeret. Bladet har tidligere modtaget trusler på grund af tegningerne og har været udsat for et brandattentat i 2011.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS