Præsident i vaccine-kritik: Du kan blive en krokodille
Brasiliens præsident langer hårdt ud efter nye coronavacciner og beskylder selskaber for ikke at tage ansvar.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er igen gået til angreb mod de nye coronavacciner. Han har endda antydet, at vaccinen udviklet af Pfizer og Biontech kan forvandle folk til krokodiller eller skæggede damer.
Den højreorienterede leder har været skeptisk omkring coronavirusset, siden det blev opdaget for omkring et år siden.
Han har således tidligere betegnet coronavirus som en “lille forkølelse”.
“Hvis du bliver forvandlet til en krokodille, så er det dit problem”
I denne uge har han insisteret på, at han ikke vil lade sig vaccinere, samtidig med at Brasilien har offentliggjort landets vaccinationsprogram.
– Det står meget tydeligt i Pfizers kontrakt: Vi er ikke ansvarlige for nogen bivirkninger. Hvis du bliver forvandlet til en krokodille, så er det dit problem, sagde Bolsonaro torsdag lokal tid.
– Hvis du bliver et overmenneske, hvis en kvinde begynder at gro skæg, eller en mand begynder at tale med en kvindestemme, så vil de ikke have noget med det at gøre, tilføjede han med henvisning til medicinalselskaberne, der udvikler coronavacciner.
Langsom vaccineplan
Dagen før havde Bolsonaro selv været med til at offentliggøre Brasiliens vaccineplaner.
Ved lanceringen slog han fast, at vaccinen bliver gratis for alle i Brasilien, og at den ikke bliver tvungen.
Brasilien går efter at få vaccineret 70 procent af landets 210 millioner indbyggere i løbet af 16 måneder.
Men flere af landets sundhedseksperter beskylder præsidenten for at sabotere sine egne og Brasiliens planer.
Bolsonaro og regeringen bliver blandt andet kritiseret for at være for langsomme til at formulere en vaccineplan og for langsomme til at sikre sig de nødvendige doser.
– Bolsonaro har tabt en masse tid med hans benægtelser, hans politiske kampe og med hans kampagne mod vaccinen, siger Jose David Urbaez fra den brasilianske forening for infektionsmedicin.
Brasilien har indtil nu sikret sig 350 millioner doser af AstraZeneca-, Pfizer- og Covaz-vaccinen til 2021. Men ingen af vaccinerne er på nuværende tidspunkt blevet godkendt til nødbrug i Brasilien.