Præsident falder og må på hospitalet
En CT-skanning viser ingen tegn på skader, efter at Jair Bolsonaro angiveligt slog hovedet under et fald.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er udskrevet igen efter at have været indlagt på hospitalet mandag. Indlæggelsen kom, efter at han var faldet i sit hjem i hovedstaden Brasilia.
Faldet er den seneste forskrækkelse for den 64-årige og hans helbred.
Artiklen fortsætter under videoen
Lokale medier rapporterer, at Bolsonaro slog hovedet, da han gled på et badeværelse i præsidentpaladset Palácio da Alvorada.
Han blev derefter bragt til et militærhospital, hvor han gennemgik en CT-skanning. Skanningen viste “ingen tegn på forandringer”, oplyser Bolsonaros kontor i en erklæring.
Udskrevet igen
Tirsdag er han udskrevet igen, meddeler hans kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den højreorienterede Jair Bolsonaro tiltrådte som præsident i Brasilien den 1. januar 2019.
Sidste år blev han alvorligt såret i et knivangreb under sin valgkamp.
Bolsonaro var i gang med at føre valgkamp i byen Juiz de Fora i den sydøstlige del af Brasilien, da han blev stukket med en kniv i maven og fik svære indre skader.
Red på skuldrene
Optagelser fra Globo TV viste, at Jair Bolsonaro red på skuldrene af politiske støtter, da han pludselig skreg af smerte.
Ved overfaldet mistede den daværende brasilianske præsidentkandidat meget blod, og han måtte to timer på operationsbordet, før lægerne kunne meddele, at hans tilstand var stabil.
En dengang 40-årig mand, Adelio Bispo de Oliveira, blev kort tid efter anholdt for angrebet.
Han blev senere vurderet til at være mentalt syg og er fængslet på ubestemt tid.
Selvforskyldt?
Efter knivoverfaldet diskuterede mange brasilianere på sociale medier, hvorvidt Bolsonaro med sin skarpe retorik selv fremprovokerede angrebet.
Bolsonaro er kendt for at komme med racistiske udtalelser samt at tale nedsættende om kvinder og homoseksuelle. Han er tidligere idømt bøder for at tale nedsættende om disse grupper.
Siden knivangrebet er der rejst bekymring over hans helbred, og han har gennemgået adskillige operationer for at behandle de sår, han fik under knivstikkeriet i september sidste år.
Tidligere i december oplyste Bolsonaro desuden, at han var blevet undersøgt for hudkræft.