Prædiken om drab på jøder: Imam skal undersøges
Det Jødiske Samfund undersøger, om der er grundlag for at politianmelde imam efter prædiken om drab på jøder.
En imam fra en moské på Nørrebro i København har i forbindelse med en prædiken opfordret til drab på jøder.
Sådan tolker Det Jødiske Samfund i Danmark i hvert fald en prædiken fra en imam i moskeen, og man vil derfor gå til politiet for at finde ud af, om der er grundlag for en anmeldelse.
Det skriver Kristeligt Dagblad på avisens hjemmeside K.dk.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har kommenteret oplysningerne på Facebook:
– Det er fuldstændigt horribelt, antidemokratisk og rædselsfuldt. Men det viser også, hvorfor vi skal føre en hård og konsekvent politik på området. Vi kan og skal ikke acceptere dette, lyder det på Inger Støjbergs facebookprofil.
Middle East Media Research Institute (Memri) har ifølge k.dk oversat en fredagsprædiken i Masjid Al-Faruq-moskéen på Heimdalsgade på Nørrebro i København den 31. marts i år.
Af oversættelsen fra arabisk til engelsk fremgår det, at imamen Mundhir Abdallah citerer en antisemitisk hadith, et islamisk skriftsted, hvor der opfordres til drab på jøder.
På dansk lyder det blandt andet:
– Dommedag kommer ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag klipper og træ, men klipperne og træerne vil sige: Oh, muslim, Oh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham.
– Den retledte stat, som vil indføre Allahs sharia, vil forene Allahs tjenere, vil genoplive den islamiske nation, vil føre jihad mod sine fjender, vil befri Jerusalem og vil rive den jødiske enhed op med rode, denne kolonialistiske korsfarer-base – den retledte stat vil snart opstå, om Allah vil, lyder det.
Det Jødiske Samfund i Danmark vil have politiet til at se på sagen, fortæller formand Dan Rosenberg Asmussen.
– Oversættelsen efterlader ikke mig med et andet indtryk end en slet skjult opfordring til drab på jøder. Det må vi selvfølgelig reagere på, siger Dan Rosenberg Asmussen til k.dk.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen vil også spørge justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ind til sagen.
Kristeligt Dagblad har uden held forsøgt at få en kommentar fra Masjid Al-Faruq-moskéen.
/ritzau/