Povlsen revser Laudrups undskyldning

Povlsen revser Laudrups undskyldning

Foto: Nils Meilvang/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Flemming Povlsen er ikke imponeret af den undskyldning, som hans gamle landsholdskammerat, Michael Laudrup, har brugt for ikke at ville være dansk landstræner.

Michael Laudrup meldte mandag officielt ud, at han ikke vil være landstræner for Danmark på nuværende tidspunkt, efter at jobbet ellers blev ledigt i sidste uge, da Morten Olsen annoncerede, at han stoppede med det samme.

Den nationale fodbold-ikon bekræftede i en e-mail til diverse redaktioner, at han havde fået tilbuddet af Dansk Boldspil-Union (DBU), men at han efter at have tænkt over det, var kommet frem til et nej.

Bange for forventninger

Der var ingen reel begrundelse med i mailen, men allerede i sidste uge kom det frem, at Michael Laudrup var bange for forventningerne til ham.

Hvis det er begrundelsen, er den tynd, mener Flemming Povlsen.

»Jeg synes, det er synd, at det skal afholde én fra at være dansk landstræner,« sagde Flemming Povlsen søndag til Kanal 6.

»Det er en skidt undskyldning. Michael Laudrups har prøvet, at der var forventninger til ham som spiller, og det vil der selvfølgelig også være som landstræner. Men hans liv går jo ikke i stykker, hvis det går mindre godt for ham som landstræner. Hvis han ikke har lyst, så skal han da ikke gøre det, men det skal ikke være, fordi han er bange for det pres, han vil blive udsat for,« sagde Flemming Povlsen, der også har noteret sig, at DBU har haft et stort ønske om, at Michael Laudrup skulle afløse Morten Olsen.

»Det ville være en kæmpe julegave fra DBU til det danske folk, og DBU har jo også brug for folkelig opbakning. Men jeg har aldrig set Michael Laudrup komme ud af sit dække og sige: ‘Jeg vil gerne være landstræner’. Og derfor skal DBU lade være med at banke på døren hele tiden og nærmest ligge på knæ for ham,« sagde Flemming Povlsen.

Powered by Labrador CMS