“Pornovideo” fra New Zealands regering går viralt

Video om farerne i onlineverdenen, herunder porno, mobning og grooming, er set af millioner.

Videoen med titlen “The Keep It Real Online” er en del af en kampagne, der skal hjælpe forældre med de farer, der er i onlineverdenen, herunder porno, mobning og grooming – en slags digital børnelokkeri. (Arkivfoto). Foto: Fabrizio Bensch/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

En newzealandsk sikkerhedskampagne om porno og online mobning fra regeringen går viralt.

Videoen, der er udsendt af den newzealandske regering, viser to nøgne pornoskuespillere, der banker på hjemme hos en 14-årig drengs familie.

(Linket til videoen finder du i bunden af artiklen).

Drengens mor åbner døren, før den unge dreng kommer gående med sin bærbar og får et chok, da han ser de to nøgne skuespillere.

Videoen med titlen “The Keep It Real Online” er en del af en kampagne, der skal hjælpe forældre med de farer, der er i onlineverdenen, herunder porno, mobning og grooming – en slags digital børnelokkeri.

En talskvinde fra regeringen siger til nyhedsbureauet AFP, at videoen på ti dage har nået flere millioner visninger.

– Reaktionen har været overvældende. Over den første halvanden uge er kampagnen blevet set 11 millioner gange, siger hun til AFP.

Millioner af visninger

Videoen er blevet delt af regeringen på flere platforme, herunder YouTube, hvor den har fået over to millioner visninger.

– I videoen med pornoskuespillerne bringer vi budskabet, at mange unge lærer om sex fra porno.

– Det kan være rystende for unge og sender et dårligt signal om samtykke, kropsidealer og sex til teenagere, siger talskvinden.

Videoen blev lanceret 5. juni, og kampagnen vil køre til og med juli.

“Din søn er et barn”

I videoen fortæller de to pornoskuespillere, at deres søn har siddet og set dem på sin bærbar, tv, iPad og Playstation.

– Vi optræder normalt for voksne, men din søn er et barn, siger den kvindelige pornoskuespiller til moren i videoen.

– Han ved muligvis ikke, hvordan forhold fungerer i virkeligheden.

Hertil svarer den mandlige skuespiller i videoen:

– Sådan gør jeg aldrig i virkeligheden.

Videoen slutter med, at moren vender sig mod sin søn og siger, at de skal tale om forskellen på, hvad der sker online og i virkeligheden.

Den populære video kan du se HER.

Powered by Labrador CMS