Populært TV 2-program med kæmpe ændring
Sara Lygum og Christian Borregaard får selskab af to nye værter, når den 17. sæson af "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" får premiere
To nye værter flytter ind i TV 2's populære boligprogram "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed".
Fremover flankeres Sara Lygum og Christian Borregaard, som henholdsvis har været med siden programmets begyndelse i 2014 og fra tredje sæson i 2016, af den 30-årige ejendomsmægler Dilsad Sahin fra hovedstadsområdet og den 30-årige ejendomsmægler fra Sydsjælland Camilla Rubæk.
Det afslører TV 2-redaktør Liv Michelsen op til premieren på den 17. sæson i rækken.
- Vil skinne igennem
- Vi er overbeviste om, at deres engagement, kompetencer og lokalkendskab vil skinne igennem, siger hun til tv2.dk og fortsætter:
- Vi tror på, at denne dynamik vil skabe en stærk og inspirerende sæson, hvor vi fortsætter med at bygge videre på vores succes, samtidig med at vi udvikler programmet i en spændende retning.
De fire ejendomsmæglere vil blive parret på kryds og tværs i programmerne, tilføjer TV 2.
Man vil derfor løbende møde Christian Borregaard, Sara Lygum, Camilla Rubæk og Dilsad Sahin, når de skal hjælpe almindelige danskere med at finde deres drømmehjem og få nøglerne til en favorabel pris eller på gode betingelser.
17. sæson af "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" kan ses på TV 2 og TV 2 Play den 28. januar.