Populær serie vender tilbage
Gensyn med sommerens DR-hit
Radio 24syv-drengene Rasmus Bruun og Frederik Cilius kommer nu med en nyhed, der ser ud til at glæde mange.
I sommers kørte den populære DR-serie 'Orkesteret', efter den var blevet udsat på grund af sager om krænkelser i DR's pigekor.
Den skulle ellers have kørt i januar, men det fandt DR upassende, efter sagerne om de seksuelle krænkelser.
Det faldt dengang Rasmus Bruun for brystet, og han sagde på det tidspunkt til Ekstra Bladet:
- Jeg synes, det er dybt ulykkeligt på alle måder. Vi går fra at have den bedste sendetid overhovedet omkring 1. januar til et tidspunkt i glemslen i juli. Det er mega-ærgerligt, og personligt og professionelt er jeg meget ærgerlig. Jeg må indrømme, at jeg er så skuffet.
Men nu er der godt nyt fra drengene.
I forbindelse med, at de er blevet overstrømmet med ros for deres serie, har de lagt en historie med en video op på Instagram, hvor de læser op fra en bruger, der skriver: 'Jeg håber, at I laver en sæson 2'.
Og til det svarer Frederik Cilius følgende:
'Der kan vi jo bare sige, at selvfølgelig gør vi det'.