Populær helse-app hacket: Skal du skifte kodeord?
150 millioner brugeres konti er kompromiteret.
Kalorietæller- og motionstracker-applikationen “Myfintesspal”, der findes til både Android og Apple-enheder, har været under angreb, hvilket betyder, at omkring 150 millioner konti er blevet kompromiteret. Det skriver Reuters.
Det er virksomheden “Under Armour”, en amerikansk producent af sports- og træningstøj, der ejer applikationen, og det er fra “Under Armours” side, at man har erkendt hændelsesforløbet, skriver Reuters.
Ifølge Reuters er brugernavne, emailadresser og dele af kodeord for både applikationen og adgang til hjemmesiden Myfintesspal, blandt de stjålne data, mens andre personlige oplysninger, herunder kreditkortinformationer, skulle være gået fri fra hackerangrebet.
En sag af de større
Reuters skriver, at omfanget af skandalen gør, at der er tale om en sikkerhedsbrist af de større, men der er langt fra de 150 millioner konti til de tre milliarder Yahoo-konti, der blev kompromiteret i 2013.
Under Armour har annonceret, at de samarbejder med data-sikkerhedsfirmaer såvel som politiet om sagen, men man har ikke meldt noget ud om, hvordan de mange konti blev kompromiteret til at starte med.
Hvis man har en brugerprofil hos Myfitnesspal, vil det være nærliggende at skifte kodeord, og har man brugt kodeordet andre steder end hos Myfitnesspal, bør man overveje at skifte kodeordet samtlige steder, det har været i brug.
Ifølge Reuters blev man hos Under Armour opmærksomme på bristen i starten af ugen. Fire dage senere begyndte man at kontakte brugerne af Myfitnesspal.