Polterabend stak af og endte i siv
En polterabend endte med at brandvæsnet kom frem. Heldigvis kunne brandmændene trække på smilebåndet.
Det stak helt af – i hvert fald for en af deltagerne – ved en polterabend i Randers, skriver TV2 Østjylland.
En polterabend med mange mænd foregik ved Den Blå Bro på Gudenåen i Randers. De hyggede sig i de såkaldte Funballz, hvor man kan stå oppe i og gå på vandet.
Den ene Funballz stak pludseligt af med en 24-årig mand indeni. Derfor blev der ringet 1-1-2.
Troede det var en drukneulykke
Redningsmandskabet og politiet troede, at der var tale om en drukneulykke. Det var der heldigvis ikke.
I stedet kunne brandvæsnet trække på smilebåndet. Den Funballz, der var smuttet af med manden, var endt i noget siv. Snoren var knækket og derfor blev manden og bolden taget med strømmen i Gudenåen.
– Man kunne ikke lade være med at smile lidt, siger indsatsleder i Randers Brandvæsen, Christian Nøddelund, til TV2 Østjylland.
En redningsbåd blev sat i vandet og den 24-årige mand blev hjulpet i land.
– Det var dejligt med en lidt anderledes og positiv episode, lyder det fra Christian Nøddelund.