Politiopbud: Dreng viftede med legetøjspistol
Midt- og Vestsjællands Politi rykkede talstærkt ud, da de fik en anmeldelse om, at en dreng viftede med en pistol i toget.
En 13-årig dreng må have lidt røde ører, efter han fik politistyrker fra Midt- og Vestsjællands Politi til at møde op på Roskilde Station fredag middag.
Politiet havde modtaget anmeldelse om, at en dreng viftede med en pistol blandt passagerer i et tog.
– Vi har haft en alvorlig snak med ham. Han fik at vide, at det var uhensigtsmæssig opførsel, siger Charlotte Tornquist, presseansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.
Viftede med pistol
Situationen viste sig ikke at være så alvorlig, som da anmeldelsen kom ind.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi kunne politiet konstatere, at det var en legetøjspistol, som den 13-årige var i besiddelse af.
– Vi er jo nødt til at betragte det som noget alvorligt, da vi får anmeldelsen. Vi tager alle forholdsregler, siger Charlotte Tornquist.
Hun oplyser endvidere, at der var tale om en 13-årig dreng fra Ballerup.
Kortvarigt anholdt
Episoden gav anledning til en anholdelse.
Artiklen fortsætter under videoen.
– Han blev kortvarigt anholdt indtil, vi havde det på plads, at det var en legetøjspistol. Vi har kontaktet hans forældre, siger Charlotte Tornquist.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer efter hændelsen til, at man ikke tager genstande med ud offentligt, som kan give anledning til frygt og politiaktioner.