Politimand om løgn i lampesag: Jeg gik i panik
Hæleritiltalt politimand husker intet fra afhøring, hvor han ifølge en afhøringsrapport løj om lysekrone.
En sjælden sag om tyveri begået på Politigården i København er nu tilføjet helt nye dimensioner. Blandt andet en om hukommelsestab.
Newsbreak.dk har dog flere gange omtalte den bizarre sag, hvor betjente angiveligt har været involveret i tyveri af kostbare lamper. Fra politigården i København.
Lysekronerne blev, som beskrevet i artiklen ‘To betjente er sigtet for tyveri af kostbare lamper’, fjernet fra et depot, hvor de lå pakket ned.
Herefter blev nogle af lamperne forsøgt solgt på Bruun Rasmussen Kunstaktioner.
Ifølge Politikens oplysninger blev nogle af lamperne fundet under en ransagning på de pågældende betjentes adresser.
Desuden er endnu en ansat i politiet også blevet tiltalt for hæleri, fordi han aftog en af lysekronerne og forsøgte at sælge den via Bruun Rasmussen og Lauritz.com.
Værdifulde lamper
De påstået stjålne sager har stor værdi. Tre af bordlamperne, designet af arkitekt Aage Rafn, fik hammerslag ved henholdsvis 40.000 kroner, 47.000 kroner og 65.000 kroner.
Den samlede værdi af de otte ting er oppe på cirka 310.000 kroner, har Statsadvokaten i København tidligere oplyst.
Efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed
Den specielle sag har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som i september sidste år bad om hjælp til opklaringsarbejdet fra offentligheden.
– Nu kaster vi det her store net ud, fordi vi håber, at vi kan få nogle henvendelser fra offentligheden, sagde efterforskningschef Niels Raasted i den forbindelse.
Nu er sagen altså nået til retten.
Mistet et døgn
Det var så chokerende at blive anholdt på sit job og sigtet for en forbrydelse, at en politimand ifølge eget udsagn fuldstændig har glemt et døgn af sit liv.
Manden er tiltalt for at have forsøgt at sælge en kostbar lysekrone, som angiveligt er stjålet fra Politigården i København. Tre andre mænd er tiltalt i sagen, blandt dem en anden politimand, som ifølge anklagemyndigheden er lampetyven. Alle nægter sig skyldige.
– Jeg gik i panik. Jeg kan ikke sige, hvad jeg har sagt til afhøringen, siger den 62-årige politimand onsdag i Københavns Byret om den forklaring, han afgav i begyndelsen af sagens efterforskning.
Nægter sig skyldig
Han fortæller i byretten til senioranklager Line Scharf gentagne gange, at han intet husker fra det døgn. Han nægter sig da også skyldig i anklagen mod ham.
Da politimanden blev anholdt og afhørt, lød forklaringen, at han selv havde købt den kostbare lysekrone, som er vurderet til cirka 25.000 kroner, af en godsejer på Lolland.
Men det kunne den pågældende godsejer ifølge politiet ikke mindes. Politimanden holdt dog fast i den forklaring og sagde, at det var “hævet over enhver tvivl”.
Sådan står der i hvert fald i den afhøringsrapport, som Line Scharf onsdag fremlægger. Rapporten er dog ikke underskrevet af den tiltalte.
Og hvad enten politimanden har forklaret sådan eller ej, så er det usandt.
Det erkendte han selv nogle uger efter den første afhøring, da han i en mail anmodede om en ny snak med efterforskerne fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
– Har forsøgt at ringe. Vil du gøre mig en tjeneste og aftale en ny tid med DUP? Jeg vil ikke tage nogle chancer med sagen, selv om det kommer til at gå ud over en god ven, skrev han i mailen.
Fik den af vennen
Politimanden forklarer onsdag i retten, at den gode ven er en tidligere kollega. Og det var vennen, som gav politimanden lysekronen. Vennen, der altså også er politimand, er hovedtiltalt i sagen.
Kollegaen stjal ifølge anklagemyndigheden i perioden mellem 2013 og 2015 fem bordlamper og tre lysekroner fra Politigården. Den samlede vurdering lyder på cirka 310.000 kroner.
Den hæleritiltalte politimand mistænkte ikke, at der var noget lyssky ved lysekronen.
– Overhovedet ikke. Der var ingen tanker om, at der skulle være noget forkert, siger han.
Der ventes dom i sagen 7. september.