Politimand: Det er simpelthen misvisende

Det er misvisende, når Venstre-profilen Christoffer Lilleholt finder det nødvendigt med "en konstant, effektiv og meget hårdere politiindsats i Vollsmose", skriver debattør og politiassistent ved Fyns Politi Elvir Abaz.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiassistent Elvir Abaz langer som privatperson kraftigt ud efter Venstres borgmesterkandidat i Odense, Christoffer Lilleholt, efter politikeren i et læserbrev i Fyens Stiftstidende gør status efter fire uger med visitationszone i Vollsmose.

Christoffer Lilleholt mener, at politiets visitationer i perioden tegner “et billede af en bydel, der til stadighed ikke vil indordne sig under Danmarks love og regler”. Christoffer Lilleholt mener, at det er nødvendigt med “en konstant, effektiv og meget hårdere politiindsats i Vollsmose”.

“[…] for lad mig sige det klart: Vi accepterer ikke kriminalitet, bander og våben i vores by. De personer, der begår denne kriminalitet, har valgt fællesskabet fra, derfor må konsekvensen også være hård”.

148 visitationer

I de fire uger visitationszonen varede, blev der foretaget 148 visitationer og rejst 21 sigtelser: En for våbenlov, otte for lov om besiddelse af euforiserende stoffer, to for lov om salg af euforiserende stoffer, tre for kørsel i narkopåvirket tilstand og tre for kørsel uden kørekort. De resterende fire sigtelser relaterer sig til mindre alvorlige forseelser.

Elvir Abaz mener, at Christoffer Lilleholt fordrejer sandheden kraftigt, og skriver i et opslag på Facebook, at det er “misvisende at påstå, at bydelen Vollsmose, herunder de velfungerende og ikke kriminelle borgere, som der er flest af, ikke vil indordne sig landets love og regler”.

“Det vil klæde Lilleholt at specificere, at problemet er et lille mindretal af de asociale kriminelle, der tager hele bydelen som gidsler, og som er med til at brande dens borgere negativt udadtil”, skriver han og tilføjer:

“En betydelig andel af de kriminelle, som laver ballade i Vollsmose og er del af konflikterne, bor rent faktisk udenfor Vollsmose”.

Stop med at vildlede

Elvir Abaz påpeger, at siden banden Black Army blev opløst i efteråret 2017 er ungdomskriminaliteten i Vollsmose faldet med 24 procent, og at politiet et par gange har slået hårdt ned på “mere eller mindre spontant” opståede sammenstød mellem mindre grupper af kriminelle.

“Hvis vi ser bort fra de få voldelige antræffelser mellem de kriminelle bandelignende grupperinger, så har det aldrig nogensinde været så roligt i Vollsmose. Det kan alle betjente, som beskæftiger sig med Vollsmose bekræfte”, skriver Elvir Abaz, som via sit arbejde i Fyns Politi har været tæt på udviklingen i Vollsmose de seneste år.

Claus Skjoldborg Larsen, socialdemokratisk medlem af byrådet i Odense, er på Elvir Abaz’ hold og skriver i kommentar til Abaz’ opslag på Facebook, “at politiet formentligt ville kunne lave samme 21 sigtelser på blot en enkelt dag – 24 timer (og altså ikke 4 uger), i Odense C når det er J-dag”.

Den udtalelse gentager Claus Skjoldborg Larsen i et opslag på sin egen Facebook-profil, hvor han i et opslag også tager afstand fra Christoffer Lilleholts udlægning af de fire uger med visitationszone. I opslaget kalder han Christoffer Lilleholts læserbrev for “misvisende” og mener, at Vollsmoses borgere tages “som gidsler i kampen om politisk selvpositionering”.

Han medgiver, at “visitationszonen viser, at der er stadigvæk kriminalitet, som forøves af de kriminelle med tilknytning til Vollsmose” og at det skal “politiet naturligvis gøre noget ved”.

“Men vi skal bare have proportionerne i orden og ikke vildlede befolkningen”, skriver Claus Skjoldborg Larsen.

Powered by Labrador CMS