Politikerne øger kampen mod skattely

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er bred opbakning til en aftale på erhvervsområdet, der intensiverer kampen mod virksomheder i skattely.

Det skal være lettere at se, hvem der ejer de danske virksomheder.

Ved at etablere et nyt register, skal der være klarhed over ejerforholdet i både virksomheder og kommanditselskaber, så det bliver lettere at holde øje med, om selskaberne forsøger at omgå skattereglerne til egen fordel.

Det er nogle af hovedpunkterne i en ny aftale, der styrker indsatsen mod skattely på erhvervsområdet.

Aftalen er indgået af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, SF og Enhedslisten.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) siger, at stramningen “desværre” har været nødvendig.

– Danmark er et af de lande i verden, hvor det er nemmest at starte og drive sin egen virksomhed. Det er vi stolte af. Desværre må vi også konstatere, at kriminelle har udnyttet de gode rammevilkår.

– Derfor skærper vi nu indsatsen og sætter ind med en række målrettede initiativer, der skal bekæmpe skatteunddragelse, hvidvask og misbrug af de danske registreringssystemer. Danmark skal ikke være et skattely, siger han i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer også, at Erhvervsstyrelsens hvidvasktilsyn skal styrkes, så det bliver muligt at udføre flere kontroller af virksomheder.

Desuden kommer der et nyt fairtax-mærke, som virksomheder kan bruge i markedsføringen, for at signalere at de har orden i skattepapirerne.

Aftaleparten Enhedslisten glæder sig over den styrkede indsats, men partiet vil have yderligere stramninger på området, siger finansordfører Frank Aaen (EL).

– Vi vil presse regeringen videre for at få indført regler om, at selskaber, der bruger skattely, udelukkes fra at byde på opgaver for det offentlige.

– Man skal ikke kunne udføre velfærdsopgaver og samtidig spekulere sig fra at betale skat til det samfund, der betaler for velfærden, siger Frank Aaen.

Det burde for eksempel ikke have været muligt for Goldman Sachs at købe sig ind i Dong ved at benytte skattely, påpeger han.

En stor del af aftalen om skattelypakken på erhvervsområdet vil blive omsat til lovgivning, der fremsættes allerede i denne folketingssamling.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS