Politikere vil straffe pjækkeri fra retssager

Foto: Gina Anders/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det skal ikke være omkostningsfrit, hvis en tiltalt bevidst udebliver fra et retsmøde uden at have en lovlig grund til det. Det mener både SF og Venstre, skriver DR.

Udmeldingerne sker på baggrund af en ny undersøgelse fra Rigsrevisionen, som ifølge DR viser, at mere end en tredjedel af at de udsatte retssager i Danmark skyldes, at politiet ikke kan finde den tiltalte, og at nøglepersoner bliver væk.

SFs retsordfører og formand for Folketingets retsudvalg, Karina Lorentzen (SF) finder det problematisk og ser god mening i at indføre en bødestraf, som kan få tiltalte til at møde op i retten.

»Hvis der er tale om, at folk udebliver fra retsmøder bevidst, fordi de vil prøve at undgå en straf, så er det selvfølgelig et problem, fordi vi spilder samfundsmæssige ressourcer på det. Men det er også et problem for ofrene, der ikke kan få sat punktum i sin sag. Og hvis det er en bevidst handling, så mener jeg godt, at man kan tale om en eller anden form for sanktion, hvis man udebliver. Det kunne være en bøde,« siger Karina Lorentzen til Berlingske Nyhedsbureau.

Den holdning deler Karsten Lauritzen (V), der er retsordfører for Venstre.

»Det er en skamplet på det danske retssystem, at kriminelle kan lege kispus og udeblive og gøre dommere, vidner og nævninge til grin, uden at de bliver straffet for det. Dem, der udebliver ulovligt, skal betale de ekstraomkostninger, man har påført retssystemet. Det løber op i mange tusinde kroner,« siger han til DR.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) erkender over for DR, at dele af det danske retssystem fungerer langsomt og vil nu indkalde Folketingets retsordførere til en drøftelse.

Powered by Labrador CMS