Politikere vil indføre ny straf til P-syndere
Københavnske politikere vil løse problemet med ubetalte parkeringsbøder i hovedstaden med skrappe metoder.
Der ligger så mange ubetalte parkeringsbøder i Københavns Kommune, at lokalpolitikere nu vil tage drastiske metoder i brug for at komme problemet til livs.
Det skriver Berlingske.
De Konservative og Venstre i Borgerrepræsentationen foreslår, at hjullåse skal få bødeignoranterne til at betale.
Partierne foreslår ifølge avisen, at der skal en lås om forhjulet, hvis en bilist to gange undlader at betale en bøde.
Netop nu er 66.553 parkeringsbøder, der er blevet udstedt til danske såvel som udenlandske bilister i Københavns Kommune i 2015, ikke blevet betalt.
– Det er helt vildt og en hån mod de bilister, der parkerer efter reglerne, siger De Konservatives gruppeformand, Jakob Næsager, til Berlingske.
Borgmester: Fjern bilen
Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell medgiver, at det er et problem. Han er parat til at gå endnu længere.
– En hjullås løser jo ikke problemet nu og her, for parkeringspladsen vil stadig være optaget. Jeg synes, vi skal drøfte muligheden for, at kommunen helt kan fjerne bilen fra stedet, så andre bilister kan komme til, siger han til Berlingske.
Forenede Danske Motorejere (FDM) er dog ikke helt med på idéen, for bilister kan risikere at få tre bøder for den samme parkering og kan dermed komme i store problemer for blot en forkert parkering.
– Bilisterne risikerer altså at få låst deres bil helt uden varsel, og det er vi langtfra begejstrede for, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk til Berlingske.
– Der findes jo allerede et system, som skal tage hånd om ubetalte bøder, og mon ikke det er værd at undersøge, om det kan optimeres, før man begynder at tage hjullåse i brug, lyder det spørgende fra Torben Lund Kudsk.
/ritzau/