Politikere lokket i døds-fælde

Tre lokalpolitikere fra Enhedslisten udeblev fra valgdebat efter svindelmail om aflysning på grund af dødsfald. Nu politianmelder partiet hændelsen

19-årige Otto Mortensen stiller op for Enhedslisten i Stevns Kommune. I starten af november fik en svindelmail ham til at blive væk fra valgdebat.
19-årige Otto Mortensen stiller op for Enhedslisten i Stevns Kommune. I starten af november fik en svindelmail ham til at blive væk fra valgdebat.

Citathistorie TV2 LORRY

Tre lokalpolitikere fra Enhedslisten i henholdsvis Køge, Solrød og Stevns er blevet snydt til at blive væk fra en valgdebat, som de troede blev aflyst som følge af tragiske omstændigheder.

Det skriver TV 2 Lorry.

De tre lokalpolitikere skulle deltage i samme valgdebat på Køge Handelsgymnasium den 2. november, men dagen før tikkede en overbevisende mail ind i indbakken om, at valgdebatten blev aflyst på grund af en elevs dødsfald kort forinden.

Elev er død

”Aflysningen kommer i kølvandet på, at vi i formiddags blev vidne til et forfærdeligt dødsfald fra en elevs side. Dette kommer jeg ikke til at gå i yderligere detaljer med. Men det er helt sikkert at hverken situationen eller elevstemningen i morgen kommer til at være i kommunalvalgets tegn”, lød det blandt andet i mailen, som var underskrevet Hans Agertoft ”uddannelses- og afdelingsleder, Køge Handelsgymnasium.”

En af de politikere, som modtog mailen, er 19-årige Otto Mortensen, som stiller op til kommunalvalget for Enhedslisten i Stevns Kommune.

Gav god mening

- Det er ikke en sag, jeg som udgangspunkt stiller spørgsmålstegn ved, for det giver jo god mening, at de aflyser, når der er sket noget, der er så tragisk, siger han til TV 2 Lorry.

Få dage efter gik realiteten dog op for den unge kommunalvalgskandidat, da en af hans politiske kolleger spurgte, hvorfor han ikke var mødt op til valgarrangementet - det arrangement, Otto ellers troede var aflyst.

Hans Agertoft, vejlederen, der sendte mailen, eksisterer slet ikke. Ingen elever på Køge Handelsgymnasium er afgået ved døden. Og valgarrangementet er blevet afholdt uden Otto Mortensens deltagelse.

Blev snydt

- Vi kunne så konstatere, at mailen var falsk, og at nogen prøvede at snyde os, siger Otto, der kalder den falske mail for en korrumpering af demokratisk deltagelse - og chikane.
Otto Mortensen oplyser, at Enhedslisten i Stevns samlet vil politianmelde hændelsen, og det bekræfter partiets kontaktperson, Gitte Christensen, overfor TV 2 Lorry.

Og hun er rasende.

- Jeg synes, at det er grænsende til bedrageri at bruge en helt ulækker begrundelse, som man overhovedet ikke kunne stille spørgsmålstegn ved. Det er grimt, det er udemokratisk, og det er bedragerisk. Jeg er så tosset over det, og det unfair overfor Otto, at han bliver røvrendt på det, siger Gitte Christensen til TV 2 Lorry.

Partiets kontaktperson siger, at mailen er blevet sendt til to kandidater udover Otto Mortensen.

Powered by Labrador CMS