Politiker politianmelder radiokanal

Karakter på Radio24syv-program udgav sig for at være betjent og løj om dødsfald.

Offentliggjort Sidst opdateret

Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Pia Adelsteen har anmeldt Radio24syv til politiet.

– Det har jeg gjort her til formiddag, siger hun til DR Nordjylland.

Det sker efter et opkald fra radioprogrammet Den Korte Radioavis den første april, hvor den fiktive vært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm udgav sig for at være politibetjent.

Over telefonen fortalte hun, at en lastbil var kørt ind gennem bodegaen A’porta i Mariager, som ejes af Pia Adelsteen og hendes mand Kim Christiansen, der også er transportordfører for partiet, og at en person var død.

Har sagt undskyld

Aprilsnaren var ment som en joke i forløbet om omfartsvejen ved Mariager, hvor det er omdiskuteret, hvor mange lastbiler, der kører gennem byen, og om en omfartsvej i det hele taget er nødvendig.

Radio24syv har efterfølgende undskyldt episoden.

Pia Adelsteen finder dog joken usædvanlig grov, og da man ifølge loven ikke må udgive sig for at være betjent, har hun politianmeldt kanalen.

– Jeg har i de sidste to dage været afsindigt rystet, det må jeg sige. Der farer mange ting igennem hovedet på en, når man bliver ringet op af det, man tror, der er politiet og får at vide, at der er sket et dødsfald, siger hun.

Powered by Labrador CMS