Politiet viser nyt foto af mand, der betalte med falske euro-sedler

En mand har ifølge politiet betalt med falske pengesedler flere steder i Esbjerg. I første omgang i byens Bilka-varehus - og siden er han også spottet i Harald Nyborg. Han bruger falske 50 euro-sedler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er grund til at være på vagt, hvis man som butiksassistent bliver præsenteret for nogle lidt for knitrende euro-sedler.

En mand, der vurderes til at være mellem 30 og 35 år, har i flere tilfælde betalt med 50 euro-sedler, som siden har vist sig at være falske.

Forleden bragte Newsbreak.dk en efterlysning af manden, der var blevet filmet i Bilka i Esbjerg – og det var tilsyneladende ikke det eneste sted, han skulle handle ind.

Har betalt med falske 50 euro-sedler

Nu viser det sig nemlig, at den indtil videre ukendte person har handlet ind for cirka 1800 kroner i Harald Nyborg i Esbjerg.

Begge indkøb er sket søndag den 29. april – og i begge tilfælde er der betalt med falske 50 euro-sedler.

Og det er det samme beløb, som der er blevet handlet for i begge varehuse – 250 euro, svarende til lidt mere end 1800 kroner ifølge dagens kurs.

Har en tatovering på højre arm

Manden beskrives som værende mellem 30 og 35 år, 180-185 centimeter høj og almindelig af bygning.

Derudover beskrives han som lys i huden og med en tatovering på højre underarm.

Ved “indkøbet” i Bilka var han iført sorte Nike sko med hvidt logo og hvid sål, grå fløjlsbukser, mørkeblå langærmet skjorte, grå kasket og sorte solbriller.

Skiftede tøj mellem indkøbene

Da han “handlede” i Harald Nyborg havde han skiftet tøj. Her var han iklædt mørkegrønne bukser, mørkeblå dunjakke samt en lyserød t-shirt med logo.

Manden er filmet af et overvågningskamera i begge tilfælde – se billeder over denne artikel.

“Mener du at vide, hvem manden måske er, bedes du kontakte Områdecenter Nordvest i Esbjerg på telefonnummer 114”, opfordrer politikredsen i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS