Politiet vil lave rekordmange kontroller i Kastrup
Presset på de danske grænser øges, men det er blevet sværere at rejse uopdaget gennem Københavns Lufthavn som illegal indvandrer.
Nye regler giver nemlig politiet lov til at kontrollere personer, der flyver til Danmark fra et andet Schengen-land. Det er en udvidelse af værktøjskassen, som Københavns Politis grænsekontrol hilser velkommen.
»Normalt handler grænsekontrol meget om den ydre grænse, altså lande uden for Schengen-området. Men her har vi fået mulighed for også at kontrollere på den interne grænse, hvis vi har en særlig mistanke,« siger James Keiwe, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politis grænsekontrolafdeling i Københavns Lufthavn.
»Vi udnytter reglerne så godt, vi nu kan, og vi forventer inden årets udgang at ramme et rekordstort antal kontroller. Der er aldrig blevet lavet så mange kontroller, som der bliver landet nu,« siger han.
De nye regler blev i maj vedtaget med en tilføjelse til udlændingeloven og giver politiet øgede beføjelser til at foretage kontroller i grænsenære områder.
Ved lufthavnene giver de nye regler politiet mulighed for at lave kontroller på passagerer, der rejser hertil fra et andet Schengen-land, men højst syv gange om ugen ved flyankomster fra samme luftfartsselskab, og højst ved en tredjedel af et luftfartsselskabs samlede månedlige flyankomster.
James Keiwe fortæller, at Københavns Politi i år regner med at lave cirka 650 kontroller på den ydre grænse, altså flyvninger fra lande uden for Schengenområdet, og cirka 500 kontroller på den indre grænse, altså flyvninger fra et andet Schengen-land til Danmark.
»Vi laver flere personkontroller nu end før, og det er på grund af de nye regler. Man kan sige, at vores værktøjskasse er blevet en smule udvidet,« siger James Keiwe.
Han fortæller, at de sager, de typisk oplever, er asylansøgere, som bliver stoppet i Københavns Lufthavn, og som er på vej videre til et andet skandinavisk land. Mange af dem ender med at søge asyl i Danmark.
Onsdag kunne Jyllands-Posten fortælle, at dansk politi har benyttet de nye regler til på få måneder at øge antallet af kontroller ved den dansk-tyske grænse. Frem til mandag havde Syd- og Sønderjyllands Politi i år pågrebet 597 illegale rejsende og 37 menneskesmugler.