Politiet undersøger mulige sexkrænkelser af asylbørn

På et asylcenter i Haderslev går rygter om, at en beboer skal have forsøgt at få sex med børn på centret.

På et asylcenter i Haderslev går der rygter om, at en beboer har forsøgt at få sex med flere børn. Politiet undersøger nu sagen. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Asylansøgere på et asylcenter i Haderslev gik torsdag aften til politiet og anmeldte, at en mand på centret skule have forsøgt at krænke et eller flere børn.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der har indledt en efterforskning på asylcentret, i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet har der gået rygter på centret om, at en mand skulle have kontaktet børn “med henblik på seksuelle ydelser”, hedder det i pressemeddelelsen.

Politiet er gået i gang med at undersøge, om der er hold i rygterne.

– Det er utroligt flot, at beboerne på centret har gjort det helt rigtige, nemlig at kontakte politiet og lade os undersøge sagen, udtaler linjechef Brian Fussing fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Torsdag aften har politiet ikke yderligere kommentarer eller informationer i forbindelse med anmeldelsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS