Politiet tester droner

I øjeblikket tester politiet droner. Man vil finde ud af om de kan bruges i politiets arbejde. Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet undersøger lige nu om droner kan indgå som et værktøj i ordensmagtens arbejde.

Kan droner indgå som værktøj i politiarbejdet? Det er politiet aktuelt ved at undersøge på landsplan.

– Vi arbejder hele tiden på at udvikle politiet og finde den bedste og mest effektive måde at løse vores opgaver på. Derfor er vi naturligvis også interesseret i at undersøge mulighederne ved at bruge droner, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiets Nationale Beredskabscenter.

Han oplyser, at dronerne kun anvendes som støtte til politikredsenes operative arbejde i forbindelse med humanitære eftersøgninger, på skadessteder og ved kriminaltekniske undersøgelser på gerningssteder.

Fire droner flyver over hele landet

Politiet råder over fire droner fordelt på to modeller med forskellig størrelse. De testes af Nordsjællands Politi, Nordjyllands Politi og af Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center, som i testperioden skal yde dronestøtte til alle landets politikredse ved behov.

– De seneste måneder har vi testet sikkerheden og uddannet cirka 20 piloter til at flyve med dem, siger Allan Nyring.

Det er Rigspolitiet, som har iværksat et såkaldt UAS-projekt (Unmanned Aerial System) til at teste droner i politiets opgaveløsning. Efter sommerferien evaluerer Rigspolitiet forsøget og beslutter, om droner fremadrettet skal bruges til politiopgaver.

Powered by Labrador CMS