Politiet stormer station: Anholder seks grafittimalere
Københavns Politi var hurtige og tog en flok grafittimalere på fersk gerning.
En hurtig indsats fra Københavns Politi har båret frugt.
– Vi får en anmeldelse om nogle personer, der laver grafitti på Danshøj Station, siger Kristian Aaskov, vagtchef hos Københavns Politi, til Newsbreak.dk.
På stationen, altså togstationen, får man fat i seks, s-e-k-s, grafittimalere – med hænderne nede i spraydåsen, fristes man næsten til at sige.
De seks ‘kunstnere’ er nu taget med på stationen, politistationen, altså, hvor de nu skal afhøres.
Imens arbejdes der på gerningsstedet.
Der er længere rejsetid fra København H mod Holte St.: Det skyldes politiets arbejde ved Danshøj St. https://t.co/P5SZUTILUu #dsb
— DSB (@omDSB) February 3, 2017
– Vi skal sikre spor, så derfor er der også lidt forsinkelser i togdriften, siger Kristian Aaskov.
Vagtchefen er overbevist om, at de alle seks nu bliver sigtet for deres malerier på Danshøj Station.
Han er til gengæld meget glad for, at de blev fanget.