Politiet spolerede rockerfest: Gik med baren
En planlagt rockerfest fredag aften blev aldrig til noget, da politiet ransagede feststedet
En fest uden en bar er ikke meget ved. Det måtte en gruppe rockere i Lystrup ved Vivil på Djursland sande, da Østjyllands Politi dukkede op fredag eftermiddag og blandt andet tog husets nyetablerede bardisk med sig. Den speciallavede bardisk viste sig nemlig at være stjålet i forbindelse med et tyveri i lokalområdet. Husets ejer blev sigtet for hæleri, da han har opbevaret den stjålne bardisk, og så måtte adskillige politifolk ellers igang med at skille baren ad og bære den meget tunge disk ud af huset.
Allerede klokken 16.50 bankede politiet på døren i det nyetablerede rockerklubhus med en ransagningskændelse i hånden, fordi politiet havde mistanke om, at der blev opbevaret tyvekoster på stedet, og at der var planer om at holde en fest for folk med relationer til rockermiljøet. Politiet, der havde selskab af fogeden og Skat, traf ni personer i huset, der var i gang med forberedelserne til aftenens fest. De fire af dem havde en længere snak med fogeden, der gik derfra med ialt 19.200 kr. og en guldkæde som afdrag på gæld til det offentlige. Derudover fandt politiet en mindre mængde stoffer, blandt andet hash, og altså en stjålet bardisk.
– Denne indsats er en del af vores præventive strategi mod rocker- og bandemiljøet i Østjylland. Vi følger deres færden meget tæt, så de aldrig er i tvivl om, at vi holder øje med dem, siger politikommissær Anders Uhrskov, der stod i spidsen for fredagens indsats.
Rockerfesten blev altså ikke til noget i denne omgang, og de tilstedeværende i huset fik travlt med at ringe afbud til de inviterede.