Politiet skriver ingen bøder for “løse” nummerplader – endnu
Newsbreak.dk har forsøgt at finde ud af om politiet har udstedt bøder til bilister, der ikke har skruet nummerpladerne fast. Der er ingen konkrete sager endnu.
Søndag den 15. november blev det lovpligtigt, at skrue nummerpladerne på bilen fast. Men der er endnu ikke givet bøder for ikke at skrue nummerpladerne fast. Sådan er meldingen hos Midt- & Vestjyllands Politi:
– Jeg kan oplyse, at jeg er bekendt med, at der endnu ikke er udstedt nogen bøder, siger juridisk konsulent, Katrine Stie Andreasen, til newsbreak.dk.
Hos Københavns Politi og Fyns Politi er meldingen den samme, at der endnu ikke er udstedt bøder i forbindelse med den nye lov.
Trods newsbreak.dk har haft fat i samtlige politikredse er det ikke lykkedes os at komme frem til en eneste konkret sag, hvor der er udskrevet bøde for manglende fastgørelse af nummerplader.
Bilister kontrolleres løbende
Hos Sydøstjyllands Politi oplyses det, at det er et for stort manuelt arbejde, at finde ud af om der er udstedt bøder for manglende skruer på nummerpladerne:
– Der vil blive kontrolleret i forhold til det nye fastgørelseskrav som led i den løbende politiindsats, skriver kommunikationschef hos Sydøstjyllands Politi, Ulla Kaspersen, i en mail til newsbreak, efter vi forsøgte at få at vide om der var givet bøder.
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters kan man heller ikke fortælle, hvorvidt der er givet bøder. Her oplyser konsulent Palle O. Hansen, at der er en vis “gennemløbstid”, før sagerne løber igennem systemet.
Nordsjællands Politi har lavet tilkendegivelser, men de er endnu ikke i stand til at give et overblik. Det skriver pressekoordinator Henrik Suhr i en mail til newsbreak.dk.
Loven om at nummerplader skal være skruet fast er gennemført for, at gøre det mere besværligt for tyve at stjæle nummerplader. Hvis du ikke skruer dine nummerplader fast, så vanker der en bøde på 1.000 kroner.
Har du fået bøde for ikke at have skruet dine nummerplader fast – eller kender du nogen der har? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til: redaktion@newsbreak.dk og fortæl os din historie.