Politiet skød efter biltyv: -Det er meget mærkeligt
Stjålet bil kunne ikke standses
Et biltyveri udviklede sig onsdag til, at to betjente affyrede skud for at få føreren af en stjålet Audi A4 til at stoppe. Det lykkedes ikke, og i dag er bilen både efterlyst af politiet og af Jeppe Laursen, indehaver af den bilhandel, hvorfra bilen blev stjålet onsdag.
Jeppe Laursen fortæller til Newsbreak.dk, at en mand kom forbi Bilhuset Laursen på Valdemarshaab i Køge. Han talte med en sælger om bilen, og han virkede ifølge Jeppe Laursen meget oprigtig.
Det blev besluttet, at manden skulle have en prøvetur, men da bilen var tom for både benzin og strøm, blev der hældt 10 liter brændstof på, og bilen blev startet op med starthjælp.
Manden havde identificeret sig, og der var derfor ingen betænkeligheder ved at sende ham afsted, og et kvarters tid senere vendte manden da også tilbage med bilen.
– Sælgeren var alene i butikken, da manden kom tilbage. Manden sagde, at han lod bilen stå i tomgang, fordi der ingen strøm var på den, så kunne vi flytte den, siger Jeppe Laursen til Newsbreak.dk.
Den var lige til at stjæle
Udover at efterlade bilen i tomgang, med nøglerne i, havde manden også bakket bilen ind, så den var let at stjæle for den mand, der i samme nu blev læsset af ude på vejen, og som gik direkte hen til bilen, satte sig ind i den og kørte derfra.
Politiet blev alarmeret på stedet, og de fik hurtigt eftersat bilen, og her begyndte sagen at blive speget. For bilen burde ikke kunne køre ret langt.
– Han havde prøvekørt bilen i et kvarter. Der kunne ikke være så meget benzin tilbage på den, siger Jeppe Laursen til Newsbreak.dk.
Det afholdt dog ikke biltyven fra at give den gas. Han kørte fra stedet i høj fart, og da betjente i en patruljevogn fik øje på bilen i krydset Værftsvej/Tangmosevej i Køge, og forsøgte at standse den, kørte bilen bare videre.
Nu blev bilen eftersat, og jagten gik via motorvejen i nordgående retning fra tilkørsel 32. Ved frakørsel 30 i Solrød forlod bilen motorvejen for at køre videre ad Cementvej ud på Solrød Strandvej, stadig i nordgående retning. Føreren kørte ikke bilen, som var den ved at løbe tør for benzin.
Så blev der skudt
På dette tidspunkt var der indsat flere patruljevogne i forsøget på at stoppe bilen. Københavns Vestegns Politi bidrog også, da betjente fra denne kreds lagde såkaldte “stop sticks,” i gamle dage kendt som partisansøm, ud på vejen i krydset Ishøj Strandvej/Hundige Strandvej.
Det fik dog ikke bilen stoppet, men føreren forsøgte at påkøre de to betjente, der havde sat afspærringen op i krydset, hvilket i retur fik politiet til at afgive varselsskud.
Newsbreak.dk var i den forbindelse i kontakt med politiet, der kunne bekræfte, at der var blevet skudt i området.
Bilen fortsatte mod nord og forsvandt, og politiet prøver derfor fortsat at finde bilen.
Hvordan kunne det lade sig gøre?
Jeppe Laursen kan ikke med sikkerhed sige, hvor hurtigt den stjålne bil har kørt i løbet af biljagten, men han fortæller Newsbreak.dk, at bilen bruger én liter brændstof i minuttet, når man giver den gas, og man kan virkelig give den gas, for bilen har 350 hestekræfter og en V8-motor.
– Det er en ret speciel bil. S4 er topmodellen af Audi A4. Den har alt i luksus og koster 1,3 eller 1,4 millioner kroner fra ny, siger Jeppe Laursen.
Den stjålne bil er en model fra 2006 eller 2007, men den over 10 år gamle bil er stadig mere end 200.000 kroner værd, og den er i skrivende stund væk.
Jeppe Laursen ved ikke, hvordan biltyven formåede at slippe væk fra politiet i en bil der havde 10 liter brændstof fyldt på fra sælgers side.
– Det er meget mærkeligt, siger Jeppe Laursen til Newsbreak.dk.
Newsbreak.dk har talt med Midt- og Vestsjællands Politi om sagen og spurgt, om man har været i kontakt med den mand, der prøvekørte bilen, og som gik fra stedet, efter at bilen var blevet stjålet. Det har man ikke, men politiet oplyser til Newsbreak.dk, at man meget, meget gerne vil i kontakt med ham.
Dusøren
Jeppe Laursen fortæller Newsbreak.dk, at virksomheden aldrig før har oplevet en sag som denne, hvor en prøvekørt bil bliver stjålet efter endt prøvekørsel, men han fortæller, at tiden har ændret sig, og det er sværerere for forhandlerne at have deres biler i fred.
– Det er et større og større problem hos danske forhandlere, men i 99,8% af alle tilfælde har folk jo en oprigtig interesse i enten at prøve en fed bil eller i at købe den, og det er jo vores middel til at sælge bilerne på, siger Jeppe Laursen.
Han har udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kommer med oplysninger, der gør, at bilen bliver fundet igen, og han tror, at bilen kan komme hjem igen.
– Det er en meget speciel bil, og jagten på den er intens. Er den stjålet til et indbrud eller bare til at køre rundt, så bliver den fundet, men hvis den er stjålet, til at den skal ud af landet, så finder vi den ikke, siger Jeppe Laursen.
Efterlysningen
Politiet beder officielt offentligheden om hjælp til at finde både bil og fører.
Bilen er en sort Audi S4 stationcar. Den har muligheds pådraget sig mindre skader under kørslen, og ser man en sådan bil, bedes man konktate politiet på 114.
Da bilen blev stålet, sad der prøveplader på den med registreringsnummer AG40. De er formentlig fjernet, men finder man pladerne et sted, bedes man kontakte politiet.
Tyven har følgende signalement:
– Mand
– 20-30 år gammel
– Sort, kortklippet hår
– Sorte skægstubbe
– Stort hoved
– Mellemøstlig af udseende
Alle oplysninger i sagen skal rettes til politiet på 114, mens Jeppe Laursen gerne vil høre fra folk på 20400332.