Politiet sjuskede i Solhaven-sagen
Anklage mod forstander på opholdssted lyder som en lejr, hvor der foregik tortur, siger forsvarer,
Politiet har sjusket og arbejdet enøjet i den enestående sag om påstået vold mod anbragte unge på Solhaven.
Dumpekarakteren får Nordjyllands Politi tildelt torsdag i Retten i Aalborg af forsvareren for forstander Søren Virenfeldt.
Hvis betjentene grundigt havde tjekket de anbragte unges udsagn, ville tiltalen aldrig være blevet rejst, lyder det fra advokat Henrik Garlik.
– Hele humlen er, at efterforskerne ikke er gået i bund med hensyn til at efterprøve de unges oplysninger, siger han.
På grund af mangler i undersøgelsen har anklagerne flere gange måttet berigtige det enorme anklageskrift.
Desuden har det gjort advokaten utryg, at betjentene flere gange har nøjedes med over telefonen at afhøre de unge.
Politiet havde heller ikke opdaget, at der fandtes væsentlige oplysninger på Solhavens eget it-system, før retssagen var gået i gang.
– Der har været tale om ensidig efterforskning, siger Henrik Garlik. Af samme grund har to vidner endda klaget over de afhørende betjente.
Forsvareren beder retten om at vurdere de unges forklaringer kritisk. De unges udsagn udgør et “specielt bevismæssigt problem”, lyder det.
– Det var skadede unge, som vi nu ser som voksne, og nogle har diagnoser, siger forsvareren.
– Kan det tænkes, at de husker noget, der er foregået på et andet tidspunkt, at de husker forkert, eller at de er blevet påvirket af samtaler med andre, spørger han.
Svagheden ved sagen er i det hele taget ifølge Henrik Garlik, at den udelukkende hviler på, hvad vidner siger.
Kun i ét tilfælde er der et teknisk bevis om en voldshandling. Her har Retslægerådet afvist, at en finger kunne brække, sådan som den unge forklarede.
Ét forhold i anklageskriftet beskylder Søren Virenfeldt for i seks år at have accepteret overgreb mod de unge. Formuleringerne er hårrejsende – og forkerte:
– Vi er nærmest inde i FN’s torturkonvention. At man i Danmark har indrettet en lejr, hvor der blev udøvet vold og ulovlig tvang, siger advokaten.
Han fortsætter sin forsvarstale fredag. Dommen ventes til december.
/ritzau/