Politiet siger stop: “Nok er nok” og indfører visitationszone

Uacceptabel opførsel gør, at politiet sætter hårdt mod hårdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

De færreste tænker nok på overfald og politiaktioner, når snakken falder på Helsinge.

Den nordsjællandske by har dog på det seneste været genstand for netop en hel del af den slags, og det har politiet til at sige, at “nok er nok”.

Udtrykket er udgangspunktet for et Facebook-opslag, Nordsjællands Politi har sendt ud sammen med en pressemeddelelse, der annoncerer en visitationszone i Helsinge.

Zonens omfang kan du se ved at klikke dig gennem artiklens galleri, mens du her, her og her kan læse om nogle af de episoder, der har fået politiet til at indføre en visitationszone.

I pressemeddelelsen kan man læse, at zonen er blevet oprettet på baggrund af den seneste tids voldelige overfald i Helsinge.

Nogle vil blive undersøgt nærmere

Fra politiets side har man besluttet sig for, at en visitationszone er et nødvendigt skridt for at sætte en stopper for den vold, der har ramt byen på det seneste.

Visitationszonen gør, at politiet ” i perioden kan foretage stikprøvevise besigtigelser af personers legeme samt undersøgelser af tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i visitationszonen med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben,” som der står i pressemeddelelsen.

“Vores førsteprioritet er at opretholde trygheden for borgerne, hvilket er den primære årsag til, at vi opretter visitationszonerne. Erfaringen fra lignende situationer viser, at midlertidige visitationszoner har neddroslet eventuelle konflikter i de berørte områder. Ulovlig våbenbesiddelse straffes hårdt, og vi håber derfor i dette tilfælde, at udsigten til en lang fængselsstraf kan få de involverede parter til at tænke sig grundigt om”, siger chefpolitiinspektør i Nordsjællands politi, Magnus Andresen i pressemeddelelsen.

Newsbreak.dk har forsøgt at få en kommentar fra Magnus Andresen mandag aften. Det har ikke været muligt.

Beskyttelsespenge

I pressemeddelelsen kan man også læse, at der i byen florerer et rygte om, at nogle forretninger skulle være blevet “bedt” om at betale beskyttelsespenge til lokale grupperinger.

“Vores billede er, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, men det er vigtigt for os at få et mere præcist indtryk af, hvordan de erhvervsdrivende oplever situationen. Desuden vil vi gerne orientere om, hvordan vi ser på udviklingen, og hvordan man bedst forholder sig, hvis man skulle blive udsat for krav om betaling af beskyttelsespenge, siger Magnus Andresen.”

Visitationszonen trådte i kraft mandag klokken 15.00. Den løber for nu til og med 1. maj klokken 15.00.

Powered by Labrador CMS