Politiet rydder endnu engang Pusher Street for boder og hash

Politiet har igen været på besøg på Christiania.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet gjorde det lørdag morgen. Nu har de gjort det igen: Ryddet boderne i Pusher Street på Christiania.

Det bekræfter Københavns Politi.

Der er blevet fjernet nogle mindre pavilloner fra gaden, men der har ikke været så meget at rydde som lørdag morgen, lyder det fra politiet.

– De har ikke nået at bygge dem så meget op. Vi har fjernet, hvad der var, bekræfter politiet over for Ritzau.

På twitter oplyser Københavns Politi, at dagens fangst har været en del hashboder og:

En totenschlæger
Kanonslag
To pebersprays
Samt mindre beslag af hash og joints

“En enkelt anholdt for et tidligere forhold”, oplyser politiet videre.

Det er planen, at politiet vil være tilstede på fristaden resten af dagen.

Lukket – og åbnet

Christianitterne stod selv bag en  midlertidig lukning af den berygtede gade – ligesom de også selv stod bag genåbningen kort tid efter.

Og det var altså her, politiet valgte at ‘deltage’.

– Efter at Pusher Street blev genåbnet i går, kunne vi hurtigt konstatere, at at der foregik organiseret hashsalg. Derfor var vi ude og rive boderne ned, sagde Lars Karlsen, leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, til Ekstra Bladet lørdag morgen kort efter klokken ni.

Politiet vil ikke acceptere hash-supermarked

– Vi kan ikke acceptere et stort supermarked for hash midt i vores by, sagde Københavns Politis direktør, Anna Tønnes fredag på et pressemøde.

Hun understregede samtidig, at politiet ikke ønsker at øge konfliktniveauet i gaden, som er kendt for den åbenlyse hashhandel.

Lukket i tre dage

Pusher Street var lukket i tre dage, inden gaden fredag blev åbnet igen. På et internt møde besluttede christianitterne, at der var brug for at “sætte Pusher Street på pause”.

Beslutningen blev truffet på baggrund af en udvikling omkring hashgaden, som ifølge christianitterne ikke er til fristadens bedste. Blandt andet mener man, at volden og den dårlige stemning er taget til.

Powered by Labrador CMS