Politiet reagerede ikke på alvorligt hackertip

Arkivfoto fra maj 2011 hvor der var aktioner foran CSCs hovedkvarter i Valby. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Vi havde ikke nok kompetencer, erkender politidirektør efter mailafsløring

– Vi har et forklaringsproblem.

Så klar er meldingen fra politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet, der over for Politiken erkender, at politiet modtog konkrete advarsler fra Sverige om et hackerangreb på statens største it-leverandør, CSC, uden at reagere på det.

Under retssagen mod svenske Gottfrid Svartholm Warg og den anden tiltalte kom det i sidste måned frem, at politiet fik et tip allerede i juni 2012, og nu er det e-mails fra den svenske efterretningstjeneste, Säpo, som skyder hul i dansk politis forklaringer.

Mailkorrespondancen fra september 2012, som Politiken er i besiddelse af, bærer titlen “Information om mulig hacking af offentlige danske registre”.

Den viser, at digitale indbrudstyve tilsyneladende havde haft fingrene så langt inde i CSC’s systemer, at de havde kontrol med “nøglerne til huset” – brugernavne og passwords.

Men dansk politi fortalte ikke CSC om advarslen og indledte ikke selv en efterforskning. Det skete først mere end fem måneder senere – en forsinkelse, som ifølge it-sikkerhedseksperter reducerer chancen for til fulde at opklare dataindbruddet.

18. september 2012 havde Jesper Blomström fra Säpo en e-mail-korrespondance med sin danske kollega Flemming Grønnemose, it-efterforsker hos Rigspolitiet.

Svenskerne sad med “uhyrlige datamængder, og meget af det berører desværre jer”, skrev Blomström ifølge Politiken.

Han beskrev en såkaldt Racf-fil fundet i en af de hackermistænktes computere, og der blev konkret henvist til angreb på CSC’s systemer.

Racf er det program, som styrer adgangen til de systemer, hvorpå CSC opbevarer myndighedernes følsomme data som Rigspolitiets kørekortregister samt registret med danskernes cpr-numre.

Flemming Grønnemose har under retssagen mod to tiltalte for CSC-angrebet fortalt, at dansk politi først i januar 2013 fik konkrete henvendelser fra Sverige om angrebet.

Modsat har Jesper Blomström forklaret, at dansk politi allerede i løbet af 2012 modtog fire advarsler.

Politidirektør Svend Larsen har tidligere fastholdt, at henvendelserne fra Sverige ikke var konkret møntet på CSC-angrebet.

– Men den mail, som I nu viser mig, med den meget præcise henvisning til Racf, er ny for os. Den har vi foreløbig ikke selv fundet frem, siger Svend Larsen til Politiken.

– Hvis du spørger, om vores kapacitet og vores kompetence var tilstrækkelig i sommeren 2012, er svaret: Nej, det var ikke godt nok. Derfor er vi nu ved at opbygge det, tilføjer han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS