Politiet om parteringssag: Liget er stort set samlet

I en uhyggelig sag, hvor en kvinde har erkendt at have parteret sin mand, har politiet nu fundet de vitale dele af liget.

Politiet har på to adresser fundet så mange dele, at liget mestendels er intakt, oplyste efterforskningslederen til Newsbreak.dk. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet har på to adresser fundet så mange dele, at liget mestendels er intakt, oplyste efterforskningslederen til Newsbreak.dk. Foto: Presse-fotos.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er nu ved at have samlet alle delene af det lig, der under megen mystik blev fundet i en kolonihaveforening i Herlev i begyndelsen af november. Liget er en mand, og hans kone er sigtet for usømmelig omgang med lig – hun har ifølge politiet parteret liget.

Med hjælp fra arkæologer med speciale i retslige udgravninger er haven på parrets hjemmeadresse og i dets kolonihave blevet endevendt så meget i jagten på ligdele, at politiet nu er stoppet med at grave, fortæller Ole Nielsen, der er leder af efterforskningsafdelingen, som arbejder med sagen.

– Vi er færdige nu. Det er så ubeskrivelig lidt, der mangler, hvis der overhovedet er noget. Vi har samlet alle de væsentlige dele sammen, siger han til Newsbreak.dk.

Den 68-årige kvinde har ifølge politiet erkendt at have parteret liget af sin mand. Ved et grundlovsforhør blev hun dog løsladt af dommeren, der ikke fandt begrundet mistanke for at fængsle kvinden for drabet på manden. Politiet ved reelt heller ikke, om han er blevet dræbt.

Obduceret

Sagen begyndte at rulle den 6. november, da politiet pludselig rykkede ud til Herlev og undersøgte et hjem på Tofteledet og en kolonihave på Lenesvej. Længe var det hemmeligholdt, hvad der egentlig foregik, men det blev senere bekræftet, at der var tale om en drabelig sag. Manden er ifølge politiets ovebevisnign død i sommeren – eventuelt juni.

Det, som er kommet frem indtil nu, er, at kvinden efter alt at dømme har opbevaret ligdele – hoved og et ben – i en kummefryser, mens andre dele af hendes mand blev opbevaret i blomsterkummer i haven på Tofteledet. Det er hun sigtet for.

Kvinden er også sigtet for at have fjernet ligdele igen. Kvinden skal have gravet dem op og desuden flyttet de frosne dele til kolonihaven med det formål at grave dem ned. Ole Nielsen vil ikke kommentere sigtelserne mod kvinden, fordi grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Mandens lig er blevet obduceret, men det har altså ikke bidraget til en forklaring. For dødsårsagen er endnu ukendt, siger Ole Nielsen. Derfor er det reelt ikke sikkert, om manden er blevet dræbt. Kvinden blev dog ved sagens begyndelse sigtet for drab – eventuelt medlidenhedsdrab.

– Jeg varetægtsfængsler dig ikke, hverken på mistanken for drab eller medlidenhedsdrab. Der er helt sikkert begrundet mistanke om usømmelig omgang med lig. Men der ikke hjemmel og grundlag for en varetægtsfængsling, sagde dommeren i sagen, som begrundelse for, at kvinden blev løsladt.

Parteret med fukssvans

Efter politiets bedste overbevisning er den 68-årige kvinde, der har boet i Herlev med sin mand i 30 år, den person, der har parteret liget, og det er efter sigende foregået med en fukssvans. Liget har vist sig svært at bruge i efterforskningen, men politiet skal forsøge at finde en dødsårsag.

– Delene har jo været opbevaret forskellige steder, siger Ole Nielsen.

Ifølge BT har Herlev Kommune stillet kvinden en bolig til rådighed, som hun opholder sig i, mens sagen foregår. Hun er jo reelt på fri fod – omend sigtet.

Politiet vil gerne høre fra personer, der eventuelt har viden, der er brugbar i efterforskningen af den makabre sag. Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS