Politiet om død mand: Intet tyder på kriminelt
En mand er fredag eftermiddag fundet død i Nakskov Havn.
Fredag eftermiddag er en person fundet livløs i vandet i Nakskov Havn, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter. Vagtchef Jan Nielsen fra politikredsen oplyser kort før klokken 21, at manden er identificeret.
Ifølge oversigten med beredskabsudkald rykkede Lolland-Falster Brandvæsen ud fra stationen i Nakskov klokken 16.14.
På Twitter skriver politiet nu, at der er tale om en mand, som er blevet erklæret død. Hans identitet var oprindelig ukendt, men politiet havde tidligt en formodning om, hvem han er.
Jan Nielsen fortæller senere, at der er tale om en 68-årig mand fra lokalområdet. Folketidende skriver, at personen blev fundet i området ud for Nakskov Roklubs klubhus.
– Der er intet, der tyder på en kriminel handling, og vedkommende har ikke været efterlyst, siger vagtchefen til Newsbreak.dk