Politiet med vigtig besked: Lær dit barn dette
Den seneste tid er intra-systemer Aula blevet misbrugt til at sende bombetrusler til skoler. Nu reagerer Rigspolitiet.
Skoler i Jylland og på Sjælland har modtaget trusler via skoleintranettet Aula, der er blevet misbrugt. Det får nu Rigspolitiet til at reagere.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Det er nemlig børn og unges brugernavn og adgangskode, der er blevet misbrugt til at skaffe sig uberettiget adgang til Aula, hvor der efterfølgende i flere sager er blevet sendt trusler.
Sagen tog fart i begyndelsen af denne uge, da Tingstrup Skole i Thisted blev udsat for en bombetrussel, som politiet efterforskede. Det faldt tilbage på en 13-årig elev.
Tirsdag stod det imidlertid klart, at den 13-årige var blevet hacket, og beskeden, som blev sendt over skolens intranet Aula, kunne spores til en ip-adresse på Fyn.
Politiet ser på sagerne med stor alvor og har derfor koordineret efterforskningen for hele landet med assistance fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3).
Vigtigt at sikre sig
Fordi der er tale om, at børns brugernavne og koder er blevet misbrugt, så henvender NC3 sig nu til forældre landet over, siger politiinspektør Claus Birkelyng i en pressemeddelelse.
– Der er altså populært sagt ikke tale om, at hoveddøren er brudt op, men at man har fundet nøglen og låst sig ind. Det kan man heldigvis sikre sig mod med meget simple midler. Derfor er det vigtigt, at man som forældre tager en snak med sit barn om it-sikkerhed – også selvom man har mindre børn, siger han.
Han understreger, at sagerne udelukkende har ramt børn og unge, som logger ind via UNI-Login og ikke forældre, som kommer ind på Aula via NemID.
Han fortæller også, at gerningsmændene ikke har skaffet sig adgang til følsomme oplysninger, når de er kommet ind på de unges sider, men alene anvendt adgangen til at fremsætte trusler – typisk mod skoler. Adgang til følsomme data kræver nemlig et yderligere sikkerhedsniveau i form af NemID.
– Det de har kunnet se er helt ufarlige informationer med fællesbeskeder fra skolen. Adgang til for eksempel private beskeder fra lærerne om de enkelte elever kræver NemID at få adgang til, ligesom de mere følsomme oplysninger gør, siger han.
I galleriet over artiklen kan du se NC3s råd til forældre.