Politiet lukker over 33.000 falske butikker og anholder 12

På tværs af 26 lande er 33.654 hjemmesider, der sælger falske produkter, blevet beslaglagt af Europol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som del af en stor, international aktion har Europol beslaglagt 33.654 domænenavne, der sælger falske varer online.

Hjemmesiderne sælger blandt andet forfalskede lægemidler, piratkopierede film, tv-serier og musik samt software og elektronik og andre falske produkter.

I den koordinerede aktion, der fandt sted på tværs af 26 lande, har det europæiske politisamarbejde anholdt 12 personer og beslaglagt en million euro – knap 7,5 millioner kroner.

Det oplyser Europol i en pressemeddelelse.

Operation “In Our Sites” er en tilbagevendende global aktion, der blev lanceret i 2014 og siden er vokset markant.

Under den seneste operation har adskillige myndigheder fra forskellige lande været involveret for at hjælpe Europol mest muligt.

12 personer anholdt

Således er der også sket en væsentlig stigning i antallet af falske webshops, der beslaglægges. Under den foregående operation var antallet af beslaglagte domænenavne 20.520 sammenlignet med 33.654 under denne operation.

Ud over de mange beslaglagte hjemmesider har Europol anholdt 12 personer, ligesom at politisamarbejdet har indefrosset mere end en million euro på flere bankkonti.

Blandt de 26 lande, der var del af operationen, er Danmark.

Det er ikke oplyst i pressemeddelelsen fra Europol, hvor de 12 anholdte personer er fra.

I galleriet ovenfor kan du se gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du føler dig svindlet på nettet.

Powered by Labrador CMS