Politiet lukker for adgang til retssal: Man leder efter bevæbnet mand

En bekymret borger kontaktede politiet. Så blev himmel og hav sat i bevægelse.

Retten i Holbæk er i forvejen godt bevogtet i disse dage. Foto: Steven Knap/Droto.dk.
Offentliggjort Sidst opdateret

Retten i Holbæk er i skrivende stund lukket for ind- og udgang. Omkring retssalen står der en hel del svært bevæbnede betjente, og de to ting har på den ene side noget med hinanden at gøre. På den anden side har de måske slet ikke.

Sagen er den, at Midt- og Vestsjællands Politi tidligere fredag modtog en anmeldelse. Den kom fra en bekymret borger, der nær Holbæk Station havde set en mand. Manden havde tilsyneladende noget på sin person, der lignede et gevær. Det skulle han have lagt i en taske for så at være gået fra stedet.

Har ledt meget grundigt

Da Holbæk i disse dage danner ramme om sagen mod Kundby-pigen, er der i forvejen et større politiopbud i byen. Sagen er meget profileret, da der er tale om en meget ung pige, der risikerer forvaring på ubestemt tid, og grundet sagens karakter er retten i Holbæk svært bevogtet.

Derfor stod der i forvejen mange bevæbnede betjente ved retten, da politiet modtog anmeldelsen om manden med geværet. Oven i det har man så valgt at lukke retssalen for trafik.

– Det er rent ud sagt for at gå med livrem og seler, fortæller Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Han fortæller, at man i den seneste tid har afsøgt Holbæk meget grundigt.

– Vi har søgt efter ham alle steder og alle vegne. Vi har ledt med en hel masse folk, uden at der er dukket noget op, siger Carsten Andersen.

Han fortæller endvidere, at retsalen fortsat vil være lukket ned, indtil man er helt sikre på, at der ikke var noget konkret i anmeldelsen fra den bekymrede borger.

Det er i skrivende stund uvist, hvornår det vil ske.

Hvis du ved noget om den mand, politiet leder efter, bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 114.

Powered by Labrador CMS