Politiet lige i hælene på velklædte voldtægtsforbrydere

Københavns Politi opfordrer to voldtægtsmænd til at melde sig selv.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Vi skal nok få fat i dem inden jul.

Så kort og godt omtaler Sune Christensen, central efterforskningsleder ved Købehavns Politi, udviklingen i jagten på to mænd, der tidligt lørdag morgen voldtog en kvinde på Amager Fælled.

Det var en bytur i København der tidligt lørdag morgen endte i et mareridt for en 29-årig kvinde, da hun blev voldtaget af to mænd. Det er de to mænd, som Københavns Politi nu er lige i hælene på.

– Vi har dog ikke en helt positiv ID på dem endnu, men vi er fortrøstningsfulde, siger Sune Christensen til Newsbreak.dk.

Han vil dog ikke komme nærmere ind på, nøjagtig hvilke spor, politiet har.

– Og jeg tror ikke, det er nogen, vi kender i forvejen, siger efterforskningslederen.

For vild på vej hjem

Kvinden var på cykel var på vej hjem fra en bytur i København, men for vild.

Hun stiger af cyklen for at orientere sig, da en bil med to mænd standser op og tilbyder hende et lift. Det har Youssef Lharraki, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, tidligere udtalt til Ritzau.

– Hun stiger så af cyklen for at orientere sig,  sagde Youssef Lharraki videre.

Takker ja til tilbuddet

Den 29-årige takker ja til tilbuddet, og mændene lægger hendes cykel ind i den mørke stationcar, som de er kørende i.

Men i stedet for at køre kvinden hjem, kører de ud til Amager Fælled, hvor de voldtager hende.

Efter voldtægten kører mændene hende ud til Ørestads Boulevard. Her sætter de hende af og kører fra stedet, har hun fortalt politiet.

– Vi anser sagen som meget grov og har sat massivt ind for at få den opklaret, har Youssef Lharraki tidligere sagt.

 Meld jer selv

Sune Christensen opfordrer de to mænd til at melde sig selv. Både for, at de i så fald vil stå en smule bedre, men også fordi, han er mere end almindelig sikker på, at han og kollegerne nok skal få fat i dem.

– Så det bliver da et kedeligt sted at holde jul, siger han og hentyder til at være bag tremmer mens det meste af landet danser om juletræet.

Vil du sige, at jorden brænder under dem?

– Ja, det vil jeg i hvert fald sige, slutter Sune Christensen.

Kvinden beskriver de to mænd som “velklædte”, men har ellers kun kunnet give en sparsomt signalement af dem.

Det drejer sig om to danskere på 18-19 år med kort lyst hår.

Powered by Labrador CMS