Politiet kan ikke nå at registrere asylsøgere

Politiet kan ikke længere følge med til at registrere alle de asylsøgere, der kommer til Danmark. Foto: Kulturarv.dk.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet kan ikke længere følge med til at registrere alle de asylsøgere, der kommer til Danmark, fordi flygtningestrømmen nu er på det højeste niveau i 20 år, skriver Jyllands-Posten.

Derfor åbner Nationalt Udlændingecenter i Rigspolitiet sammen med Københavns Politi et ekstra registreringscenter ved Station Amager for at aflaste Center Sandholm, der normalt registrerer flygtninge, der kommer til København.

De officielle tal for antallet af nye asylsøgere i august er endnu ikke offentliggjort, men Jyllands-Posten mener at vide, at der i august kom cirka 2.000 ansøgere til Danmark, og tendensen er angiveligt fortsat i september, hvor Berlingske Nyhedsbureau har beskrevet, at der enkelte dage kom godt 100 asylsøgere om dagen.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er det især flygtninge fra det borgerkrigsramte Syrien, der medvirker til den voksende strøm af asylsøgere.

Antallet af asylsøgere er i de første otte måneder af 2014 på cirka 7.500, hvilket svarer til det antal, der kom i hele 2013.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) var tidligere i år ude og opjustere det forventede flygtningeantal fra 7.500 til 10.000, men hvis flygtningestrømmen fortsætter, så vil det tal blive langt overgået.

Powered by Labrador CMS