Politiet kan fejre milepæl i stor narkosag

Tre personer er i dag blevet idømt i alt 24 års fængsel.

6 af de mistænkte er endnu ikke blevet dømt.Arkivfoto: JAN JØRGENSEN / SCANPIX
Arkivfoto: JAN JØRGENSEN / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Syd- og Sønderjyllands politi har igennem en længere periode efterforsket en gruppe personer fra Aabenraa og omegn, der mistænkes for indsmugling og salg af store mængder narkotika i form af bl.a. kokain, MDMA, amfetamin og hash.

Indsmuglingen er sket fra Holland til Danmark. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen.

I begyndelsen af maj måned i år anholdt Syd- og Sønderjyllands politi på baggrund af efterforskningen syv personer, der alle blev varetægtsfængslet. Efterfølgende er yderligere to personer blevet varetægtsfængslet.

Første domme i sagen

Der er nu faldet de første domme i sagen. Foreløbig er tre personer blevet dømt ved retten i Sønderborg for indsmugling og salg af narkotika.

Der er tale om en 20-årig mand fra Aabenraa, der blev idømt seks års fængsel, en 21-årig mand fra Aabenraa, der blev idømt otte års fængsel og en 22-årig mand fra Aabenraas opland, der blev idømt 10 års fængsel.

Den 22-årige udbad sig betænkningstid i forhold til anke. De to andre modtog dommene.

Da varetægtsfængslingerne i sagerne, mod de personer der endnu ikke har fået dom, er sket for lukkede døre, og da der altså fortsat er efterforskning i gang i sagskomplekset, kan Syd- og Sønderjyllands Politi ikke oplyse yderligere, da det vil kunne lægge hindringer i vejen for den resterende efterforskning.

Powered by Labrador CMS