Politiet indfører opholdsforbud
I Aarhusområdet har for mange også været samlet. I København smides folk nu væk.
Københavns Politi har tirsdag indført et midlertidigt forbud mod ophold i et populært område i Nordhavn i København. Formålet er at hindre smitte med coronavirus. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Forbuddet omfatter Sandkaj og Göteborg Plads. Tirsdag formiddag – inden forbuddet trådte i kraft – har flere borgere oplevet, at politiet har bedt dem forlade området.
– Vi har de seneste dage set rigtig mange borgere, der er strømmet til området langs Sandkaj og Göteborg Plads for at nyde det gode vejr, siger politidirektør Anne Tønnes fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.
– Desværre oplever vi, at der er for mange, der ikke følger sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger for at begrænse smittefaren fra Covid-19, og derfor etablerer vi nu et opholdsforbud i området.
Er trådt i kraft
Forbuddet gælder fra tirsdag klokken 12.30 til torsdag klokken 18.00. Trods opholdsforbuddet er det fortsat tilladt at færdes gennem zonen og bade fra Sandkaj. Men området skal forlades, når badeturen er slut.
Tidligere har Københavns Politi indført forbud mod ophold på Islands Brygge, der – ligesom Nordhavn – tiltrækker mange mennesker. Forbuddet på Islands Brygge udløb den 1. maj.
I København er der flere særlige advarselszoner, hvor politiet har mulighed for at indføre opholdsforbud. Det gælder blandt andet Kongens Have, Islands Brygge, Amager Strandpark, dele af Fælledparken og netop Gøteborg Plads i Nordhavn.
Bøde på 2500
Mandag – 2. pinsedag – fortalte vagtchefen hos Københavns Politi til Ritzau, at især Nordhavn tiltrak mange mennesker i solskinsvejret. Politiet forventede ikke, at det ville blive nødvendigt at indføre et egentligt forbud mod at opholde sig i havneområdet.
Hvis opholdsforbuddet brydes, kan det udløse en bøde på 2500 kroner.
Østjyllands Politi er også tirsdag ude med en opfordring til vandhunde og strandglade aarhusianere. På de mest populære af områdets strande samles nemlig også for mange – og flere har oplevet, at betjente har måttet sende dem bort.
Sådan vil det også være tirsdag, hvor det gode vejr er fortsat.