Politiet hyldes for denne historie: “Han kan ikke påstå, vi ikke havde advaret ham”
"Han kan ikke påstå, vi ikke havde advaret ham".
“Han kan ikke påstå, vi ikke havde advaret ham”.
Sådan starter et morsomt Facebook-opslag fra humørbomberne hos Nordsjællands Politi, der lige nu høster masser af god stemning og skulderklap for at sætte verden i et sjovere lys. Den sjove fortælling tager afsæt i en mand, der havde lidt svært ved at følge de ellers velmenende råd, som politiet ellers mener at have givet ham. Han var indkaldt til at stille i fogedretten på et uspecificeret tidspunkt i begyndelsen af 2016. Sådan en indkaldelse får man, hvis man skylder nogen penge og ikke har betalt dem til retmæssig tid.
– Den personlige indkaldelse fik ham dog ikke til at møde op i fogedretten, og vi kontaktede ham derfor skriftligt og forklarede venligt, men bestemt, at det nok var en god ide at få det ud af verden. Ingenting skete. Vi ringede til ham og forklarede venligt, men bestemt, at hvis han ikke omgående fik orden i sine sager, stod han altså til efterlysning og mulig anholdelse. Ingenting skete, skriver Nordsjællands Politi i opslaget, du kan læse i fuld længde under artiklen.
“Og kæresten tog selv af sted”
Når det danske vejr arter sig, er det dejligt, men i de seneste uger har det ikke lige frem været den bedste side, vi har set af den danske sommer. Den slags kan godt få rejselysten frem i os. Det gjorde det også for historiens hovedperson og hans kæreste. En tur sydpå havde de bestilt med afgang fra Københavns Lufthavn i forrige uge.
– Da parret mødte op i lufthavnen, blev manden gjort opmærksom på, at hans pas var ved at udløbe, og at han som følge deraf skulle forny det med det samme eller have lavet et nødpas, hvis han skulle med flyveren, fortsætter opslaget.
De, der har stået i situationen eller set virkelig mange afsnit af politi- eller lufthavnsprogrammer på TV, ved også godt, hvem der udsteder nødpas. Det gør naturligvis politiet.
– Manden hastede derfor igennem Københavns Lufthavn for at tale med vores kollegaer i Københavns Politi, der opererer derude og kunne hjælpe med passet. Hvad manden dog ikke lige havde overvejet var, at han stod som efterlyst til at møde i fogedretten, hvorfor han blev anholdt, straks han identificerede sig. Det kunne altså ikke blive til en tur til udlandet med det ventende fly, da han af gode grunde ikke måtte forlade landet, før han havde været i fogedretten.
Fogedretten blev næste stop, og her blev alting klaret på et kvarter, men flyet var lettet fra manden, der kunne se sin solskinsferie smuldre for øjnene af ham.
Politiets opslag slutter i øvrigt med ordene (det vides ikke om det er sandheden, men sjovt er det):
– Og apropos kæresten: Hun tog da flyet sydpå alene.
Se hele opslaget her.