Politiet holder øje med disse veje i denne uge
Målet er både bilister og førere af andre transportformer.
Når solen står op i dag, er de fleste skoleelever (forhåbentligt) for længst mødt ind. Der er stadig mørkt, når elever, lærere og forældre kører til de danske skoler, og derfor vil landets politikredse holde øje med landets skoler de kommende dage.
Fra i dag, mandag 7. januar til og med fredag 11. januar er der dermed dømt ekstra kontrolindsatser ved udvalgte danske folkeskoler.
Rådet for Sikker Trafik skriver i en pressemeddelelse, at fokus er på sikkerheden ved skolevejene, og der er meget, man kan holde øje med.
– Da politiet i samme periode i januar 2018 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev knap 4700 bilister sigtet for at køre for stærkt. Det er et problem, at så mange kører for hurtigt, da det kan være svært for børn at vurdere, om de kan nå over vejen, hvis de ikke ved, hvor hurtigt bilerne kører, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.
Cyklister skal passe på
Det er dog ikke kun dem, der kører til og fra skolen i bil, der bør være klar over, at politiet måske er ved skolerne. Der er nemlig også fokus på cyklisterne.
– For mange bilister kan det være svært at se cyklisterne i mørket, hvis de kører uden lys. Derfor opfordrer vi alle forældre til at tjekke, om der er cykellygter på børnenes cykler, og om lyset virker på både deres egne og børnenes cykler, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik, i pressemeddelelsen.
Sideløbende med politiets kontrol gennemfører Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i den kommende tid kampagnen Teenager i Trafikken.
Hvad siger forældrene?
Kampagnen skal sætte fokus på de skolebørn, der oftest kommer til skade i trafikken, de 13-16-årige børn. Tal fra Vejdirektoratet viser, at ti gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige.
Det betyder, at der de kommende uger kommer til at være tv-reklamer, der sætter fokus på, hvordan unge opfører sig i trafikken.
– Selv om en del teenagere formentlig ser ud som om, de ikke orker at høre efter, hvad mor og far siger, så ved vi fra undersøgelser, at det nytter noget, når forældre blander sig i deres børns adfærd i trafikken. Mange børn og teenagere ændrer vaner, hvis de ved, at forældrene holder øje med og stiller krav om, at børnene skal køre forsvarligt i trafikken, siger René Højer, programchef i TrygFonden, i pressemeddelelsen.