Politiet har modtaget ulovlige teledata
Teleselskabet har tilsyneladende misforstået loven. Problematisk, at det ulovlige indgreb i borgernes privatliv bare fortsætter, siger ekspert.
(Citathistorie fra Politiken)
Et af landets største teleselskaber, Telenor, har helt systematisk udleveret teleoplysninger til politiet uden retskendelse og dermed krænket sine kunders og andre borgeres ret til meddelelseshemmelighed, skriver Politiken Søndag. Udleveringen, som ser ud til at være sket i strid med retsplejelovens regler, har stået på i hvert fald siden september 2018 og fortsætter ufortrødent.
Artiklen fortsætter under videoen.
Det fremgår af Telenors svar til Politiken samt en aktindsigt i selskabets kommunikation med Rigspolitiet, at Telenor helt konsekvent og gennem mindst halvandet år har misforstået betydningen og rækkevidden af retskendelser om at udlevere såkaldt signaleringsdata til politiet.
Signaleringsdata er alene oplysninger fra telemaster om én telefons geografiske placering. Men Telenor har samtidig fremsendt oplysninger om, hvem den pågældende har været i kontakt med. Og det er et tvangsindgreb i borgernes kommunikationshemmelighed, som kun må tillades af retten i alvorlige sager, hvor politiet mistænker en forbrydelse, der kan give mindst seks års fængsel.
– Vi er enige i, at udlevering af denne information alene kan udleveres efter reglerne i retsplejeloven kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden (…) Ikke desto mindre er denne information om modtagende/afsendende part en dybt integreret del af »signaleringsdata«, som Telenor anvender til fejlretning i netværket, skriver Telenor i en mail til Rigspolitiets databeskyttelseschef 8. august 2019.
Sker stadig
Her forklarer selskabet også, at det vil være »en meget omfattende opgave«, hvis der skal laves en teknisk løsning eller en manuel frasortering af de modtagernumre, som er en integreret del af Telenors signaleringsdata. Telenor medgiver i et svar til Politiken, at firmaet systematisk og til stadighed overdrager disse modtagernumre om andre personers kommunikation til politiet, selv om der ikke foreligger den korrekte retskendelse.
– Modtagernumre er en integreret del af signaleringsdata i Telenor, hvilket politiet er bekendt med. Og når vi modtager en dommerkendelse fra politiet om udlevering af signaleringsdata, så er vi forpligtet til at udlevere alle de signaleringsdata, vi har, hvilket inkluderer modtagernumre«, skriver Mette Krüger Eistrøm, juridisk direktør i Telenor til Politiken.
Hun tilføjer, at selskabet har en igangværende dialog med politiet om at få »præciseret deres kendelser«. Politiken har stillet en række opfølgende spørgsmål, men selskabet ønsker ikke for nuværende at udtale sig yderligere.
Ekspert kritiserer
At Telenor helt systematisk har overdraget oplysninger til politiet uden at få en kendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden, er helt hen i vejret. Det siger ph.d. Lene Wacher Lentz, der gennem 10 år var offentlig anklager og nu forsker i politiets digitale efterforskning.
– Der har været en ulovlig udlevering af teleoplysninger fra Telenor til politiet hele vejen igennem. Det fortæller mig, at Telenor slet ikke har styr på juraen i det her. Rigspolitiet har i løbet af 2019 endda gjort opmærksom på, at der udleveres for mange oplysninger, og så må selskabet enten justere sit system eller undlade at udlevere sine signaleringsdata, siger Lene Wacher Lentz fra Juridisk Institut ved Aalborg Universitet til Politiken Søndag.