Politiet har ikke tid til at tjekke busser med asylansøgere
Menneskesmuglere bruger rutebiler fra Flensborg og Kruså til at smugle asylansøgere til Danmark. Metroxpress var med busserne, der alene fra Flensborg kører 17 gange i døgnet til Sønderborg.
En buschauffør fortæller, at politiet ofte siger, at de ikke har tid, når han kontakter dem om asyl-passagerer. Arriva, der kører ruten Flensborg-Sønderborg for Sydtrafik, bekræfter, at de har oplevet, at politiet ikke kom.
»Vores chauffører ringer til politiet, når de har en mistanke om, at der er asylansøgere eller ligefrem menneskesmuglere blandt passagererne. Det kan være, når vi ser en mand stige om bord og betale for seks mænd, mens han ikke selv kører med,« siger kommunikationschef Martin Wex til metroxpress.
I sommer vidnede en buschauffør på en anden rute for Sydtrafik i en sag om menneskesmugling til landet.
»Vi er bekendt med muligheden for, at asylansøgere kan tage bussen fra Tyskland til Danmark. Vi forstår, at en af chaufførerne fra Tide Bus har vidnet i en sag om menneskesmugling med passagerer, som havde taget bussen fra Tyskland til Danmark,« siger afdelingschef i Sydtrafik Christina Andersen.
Politiets udlændingekontrolenhed i Padborg vil ikke fortælle, hvor mange ansatte de har:
»Det er korrekt, at vi ikke altid har tid til at komme, når buschauffører ringer og siger, at de har mistanke om, at de har asylansøgere med bussen. Hovedreglen er dog, at vi rykker ud,« siger vicepolitiinspektør Palle Linné.
Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup (DF), kræver en redegørelse af justitsministeren.
»Det er uholdbart, at asylansøgere bare kan tage bus eller tog til Danmark, hvor politiet ikke har ressourcer til at komme og anholde dem,« siger han.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) har ingen kommentarer, skriver metroxpress.