Politiet har fået nok – og held med det
Politiet har fået fat i flere våben, narko og penge.
Natten mellem 30. september og 1. oktober indførte Østjyllands Politi visitationszone i det vestlige Aarhus.
Nu oplyser politiet i en pressemeddelelse, hvad den har kastet af sige.
(Du kan se zonen i kortet i galleriet over artiklen eller i faktaboksen nederst. I galleriet kan du også se billeder fra visitationer, skuddrabet og den episode, der antages at have antændt bandekonflikten, nemlig en bevidst påkørsel i Viby J 7. september).
Indtil videre har politiet beslaglagt tre stikvåben, to slagvåben, en mindre mængde narkotika og nogle kontanter i forbindelse med indsatsen mod bandemiljøet i området.
Østjyllands Politi har ud over en visitationszone også oprettet en skærpet strafzone i samme område, hvilket betyder at straffen kan blive forhøjet ved visse former for kriminalitet begået inden for zonen.
– Vi har været meget synlige i området, og vi har foretaget en del visitationer og ransagninger. Siden vi indførte zonerne, har der været relativt roligt i området, men vi er meget bevidste om, at det kan ændre sig, og derfor fastholder vi vores pres på bandemiljøet, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
Også indsats uden for zonerne
Både visitations- og strafskærpelseszone varer foreløbigt frem til og med den 21. oktober, men perioden kan forlænges, hvis der er behov og grundlag for det.
– Der er fortsat en bandekonflikt, og lige nu vurderer vi, at visitationszone og skærpet strafzone er nyttige værktøjer til at få bragt ro og tryghed for beboerne i området. Men vores indsats mod bandemiljøet foregår også uden for zonerne, og uanset hvor de kriminelle befinder sig, så følger vi dem tæt, siger Klaus Arboe Rasmussen.