Politiet finder tre krysantemum-bomber og 19 kanonslag

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Nordjyllands Politi har fundet tre krysantemumbomber og 19 kanonslag i Aalborg. En 23-årig mand er sigtet.

Braget fra et kanonslag fik sent fredag eftermiddag en hundepatrulje fra Nordjyllands Politi til at lægge vejen omkring Kildeparken i Aalborg.

Her fik betjentene øje på tre mænd og en kvinde, og da de også fik øje på betjentene, smed en af mændene en plastikpose fra sig, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Da politifolkene kiggede i posen, fandt de en krysantemumbombe, og den 23-årige mand fra lokalområdet, som havde smidt posen fra sig, blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

En anden plastikpose, der lå i nærheden, påkaldte sig hundepatruljens interesse. Den viste sig at indeholde to krysantemumbomber og 19 kanonslag.

Det dødsensfarlige og ulovlige fyrværkeri er blevet afhentet af hærens ammunitionsryddere fra Skive.

Myndighederne har flere gange gennem de seneste år advaret kraftigt mod krysantemumbomber. Dels eksploderer de med voldsom kraft, dels brænder lunten utroligt hurtigt.

To tragedier nytårsaften, der kostede tre mænd livet og kvæstede to andre, viste, at der er al mulig grund til at tage myndighedernes advarsler alvorligt.

På Broeck-Hansensvej i Assens nær Mariager mistede en 37-årig mand livet. Mens familie og andre samlet til nytårsfest holdt sig inden døre på adressen, var han gået uden for i haven for at fyre en krysantemumbombe af.

Kort efter fik politiet en lignende melding fra Andedamsvej i Skjellerup ved Hobro.

Her blev to mænd på 24 og 25 år dræbt, da de affyrede en krysantemumbombe i et cirka et meter højt metalrør. To andre mænd på 24 og 28 år blev alvorligt kvæstet ved ulykken.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS