Politiet finder pistol efter muligt skyderi på Nørrebro

Politiet har fundet en skarpladt pistol på Nørrebro, samtidig med at der har været meldinger om skud.

Haraldsgade ligger på det ydre Nørrebro. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi har natten igennem været til stede omkring Haraldsgade på Ydre Nørrebro i København, hvor der har været meldinger om skyderi.

– Vi får en melding klokken 00.35 om, at der er hørt noget, der minder om skud i området. Vi har selv en patrulje ikke langt derfra, der også hører det, fortæller vagtchef hos Københavns Politi Henrik Svejstrup.

Han fortæller, at politiet i forvejen har øget patruljeringen i området.

– Vi har efterfølgende været derude for at lede efter spor, og i en hæk ikke langt derfra finder vi en pistol med seks skarpe skud, siger han.

Pistolen er umiddelbart det eneste, politiet har at gå efter. Der er intet signalement af mulige gerningsmænd eller pistolhylstre på stedet.

– Nu skal vi have undersøgt denne her pistol, og så håber vi, at det kan hjælpe os videre, siger Henrik Svejstrup.

Episoden kommer, fire dage efter at der var meldinger om skyderi på Mimersgade og Midgårdsgade på Nørrebro.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS