Politiet fælder dom over Tiger Woods
Tiger Woods' bilulykke er næppe nogen sag for retsvæsenet, vurderer politichef efter foreløbig undersøgelse
Golfstjernen Tiger Woods slipper for anklager om hensynsløs kørsel, efter at han tirsdag var involveret i en trafikulykke og pådrog sig alvorlige benskader.
Sådan lyder det fra sherif i Los Angeles County Alex Villanueva.
– En tiltale for hensynsløs kørsel har mange elementer i sig, og det her var rent og skær en ulykke, siger sheriffen.
Risikerer mild dom
Han tilføjer, at Woods kan få en mild færdselsdom, hvis efterforskerne konkluderer, at Woods ikke var opmærksom eller kørte for hurtigt, lige inden han forulykkede.
Sheriffen håber, at data fra den helt nye SUV kan være med til at kaste lys over årsagen til ulykken.
– Den sorte boks vil være med til at kunne give os oplysninger om hastigheden. Det kan have været en faktor i den her ulykke, siger Alex Villanueva.
Var alene i bilen og heldig
45-årige Woods kørte alene i en forstad til Los Angeles, da han forulykkede, så hans bil kørte af vejbanen og rullede rundt, før den endte cirka ti meter fra vejen.
-Det er yderst heldigt, at Tiger Woods har overlevet denne ulykke.
Det fastslår betjenten Carlos Gonzalez, som var den første, som nåede frem til den smadrede ulykkesbil, hvor goldstjernen sad fastklemt.
Woods var ved bevidsthed, da redningsmandskabet fandt ham, men han havde pådraget alvorlige skader. Derfor har han fået foretaget en omfattende operation på sit højre ben samt højre ankel og fod.
Skinnebenet og lægbenet er brækket, men det er lykkedes at stabilisere benet ved at indsætte et marvsøm i skinnebenet.
Derudover er skader i fod og ankel blevet stabiliseret af “en kombination af skruer og nåle”, mens der også er skader på muskel og væv.
En levende legende
Tiger Woods var i den forgangne weekend til stede ved PGA-turneringen Genesis Invitational på Riviera Golf Club i Los Angeles. På grund af rygproblemer var han ikke selv på banen, og han har ikke deltaget i en turnering siden november sidste år.
Woods anses som en af golfhistoriens allerbedste spillere og er en levende legende i sporten.
Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren.